FinansWatch

Nordea: Vi vil tilpasse os Finanstilsynets praksis

Nordea skriver i en pressemeddelelse, at banken tager Finanstilsynets afgørelse til efterretning.

Den succesrige storbank, Nordea, får her til morgen et gevaldigt rap over nallerne af Finanstilsynet, der har politianmeldt banken for ikke at have informeret tilstrækkeligt om ejerforholdene i forbindelse med børsintroduktionen af Pandora, hvor Nordeas Corporate Finance-afdeling var en af bankerne bag noteringen - en notering, der i første omgang var en bragende succes for konsortiet.

"Nordea har modtaget Finanstilsynets afgørelse, hvorefter Nordea ikke har oplyst tilstrækkeligt om indirekte ejerforhold i forbindelse med udsendelse af en investeringsanalyse den 8. september 2010 i anledning af smykkevirksomheden Pandoras børsintroduktion. Nordea tager afgørelsen til efterretning, og banken vil fremover tilpasse sig Finanstilsynets praksis," skriver Nordea i meddelelsen.

Oplysninger fremgik

"Oplysningerne om Nordeas ejerandel af Pandora fremgik af børsprospektet. Alle kunder, der har modtaget investeringsanalysen, fik inden børsintroduktionens start i slutningen af september 2010 også tilsendt enten det fulde prospekt eller et brev, hvori det udtrykkeligt fremgik, at Nordea har en indirekte ejerandel i Pandora. Kunderne har derfor alle været informeret om ejerandelen inden børsintroduktionen," skriver Nordea.

FinansWatch arbejder på at få nogle uddybende kommentarer fra Nordea.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs