FinansWatch

Jyske Bank trodser tristessen med pænt plus

Det altoverskyggende tema er dog endnu engang oliepriserne, der for anden dag i træk er på retur efter massive stigninger mod slutningen af sidste uge.

Foto: /ritzau/

Jyske Bank er tirsdag eneste grønne islæt blandt de største danske aktier, der endnu engang er under påvirkning af pres på oliepriserne.

C20 Cap-indekset falder tirsdag formiddag med 0,6 pct. til 976,41, mens Jyske Bank kører videre på mandagens flotte regnskabstal og deraf følgende analytikerros.

Det altoverskyggende tema er dog endnu engang oliepriserne, der for anden dag i træk er på retur efter massive stigninger mod slutningen af sidste uge. Nedturen i olieprisen kommer blandt andet efter meldinger fra et saudiarabisk olieselskab om, at det vil fastholde investeringsniveauet for olie og gas.

"Det skaber frygt for, at det aktuelle overudbud af olie vil blive langvarigt, og det fik prisen til at klaske helt sammen (under 30 dollar per tønde). Forleden steg olieprisen cirka 10 pct., og det var stort set, hvad den mistede oven på udtalelserne," skriver chefstrateg Henrik Drusebjerg fra Carnegie i en kommentar.

Uroen kan dog ikke slå Jyske Bank ud af kurs. Aktien i den Silkeborg-baserede bank løftes med 4,3 pct. til 297 kr. efter en stigning på 2,6 pct. mandag, hvor der blev præsenteret foreløbige regnskabstal og en opjustering af forventningerne.

Efterfølgende har amerikanske JPMorgan løftet sin anbefaling af Jyske Bank til "overvægt" fra "neutral", mens kursmålet er skruet op til 345 kr. fra 317 kr., og det fejrer investorerne.

I bunden af C20 Cap-indekset er ingeniørkoncernen FLSmidth endnu engang trykket af presset på råvarepriserne generelt, og aktien falder med 2,1 pct. til 224,80 kr.

Aller nederst er dog høreapparatproducenten William Demant Holding, der falder med 2,6 pct. til 604,50 kr., efter at franske Exane BNP Paribas har sænket sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "outperform".

Finanshuset Oddo har valgt at sænke anbefalingen af Novo Nordisk til "neutral" fra tidligere "køb". Kursmålet er endvidere blevet reduceret med 50 kr. til 400 kr., og Novo-aktien falder med 0,5 pct. til 379 kr.

Forsikringsaktien Tryg har omvendt fået hævet sin anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt" hos det britiske finanshus Barclays, mens Mediobanca har hævet til "outperform" fra "sector perform". Trygs aktie falder 0,5 pct. til 126,90 kr., men er siden regnskabet i slutningen af sidste uge steget med 11,8 pct.

Bryggeriet Carlsberg klarer sig desuden ganske hæderligt i et generelt rødt marked, hvor aktien handles uændret i 543 kr. Det hænger formentlig sammen med, at finanshuset RBC har løftet anbefalingen af aktien til "outperform" fra "sector perform", mens kursmålet er blevet hævet med 110 kr. til 650 kr.

Finanshuset Kepler har desuden regnet sig frem til et højere kursmål for aktien i smykkekoncernen Pandora. Kursmålet er hævet til 1000 kr., hvilket er 150 kr. højere end det tidligere kursmål. Anbefalingen er fastholdt i positivt terræn på "køb".

Alligevel falder Pandora-aktien med 0,9 pct. til 877 kr.

Blandt sidepapirerne falder Topdanmark med 0,5 pct. til 167,70 kr., selv om Danske Markets har løftet sin anbefaling af forsikringsaktien til "køb" fra "hold", inden Topdanmark præsenterer sit årsregnskab for 2015 den 11. februar.

RTX handles uændret i 82 kr. efter et regnskab for første kvartal 2015/16, der bød på tocifret salgsvækst sammenlignet med den tilsvarende periode et år tidligere. Og det er i høj grad valutakurserne, der har spillet ind.

"Væksten i kvartalet er positivt påvirket af den positive kursudvikling i dollar. Korrigeret for valutakurseffekten var omsætningsvæksten på 6,8 pct., hedder det i kvartalsregnskabet.

Samlet set blev det til en toplinjefremgang til 91,8 mio. kr. fra 76,7 mio. kr. i første kvartal 2014/15. Det blev omsat til et driftsresultat (EBIT) på 12,1 mio. kr. mod 11,2 mio. kr. et år tidligere.

Senere på dagen venter der desuden et regnskab for første kvartal 2015/16 fra Rias.

 

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

PFA sælger stort domicil i Esbjerg

Pensionsselskabet PFA sælger domicil på 5800 kvm til velhaveren Erik Bank Lauridsen i millionhandel. Ejendommen skal laves om til moderne boliger.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere