Investorer stævner Jyske Bank
Jyske Bank har fredag modtaget en stævning fra en kreds af "Foreningen af investorer i produktet Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer". Det oplyser banken i en pressemeddelelse. Det sker på trods af, at banken tilbage i oktober 2009 meddelte markedet, at man var bekendt med intentionen om at stævne banken, men at det efter bankens opfattelse var tvivlsomt, om det var muligt.
Sagen udspringer af, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer blev markedsført som et middel-risiko produkt. Investeringsfonden blev blandt andet omtalt som "Vejen til et mere stabilt afkast", men det stabile afkast måtte investorerne dog skyde en hvid pind efter, da det i oktober 2008 viste sig, at 80 pct. af den indskudte kapital - svarende til 800 mio. kr. - var tabt.
Foreningen, der har varslet et gruppesøgsmål mod Jyske Bank og Jyske Invests hedgeforening for obligationer, udgjordes i oktober 2009 af 725 investorer, der tilsammen har tabt 325 mio. kr. De to parter har forhandlet om et forlig, men det har altså ikke været muligt at opnå.
Civilstyrelsen har tidligere bevilget investorforeningen fri proces.
(RB-Børsen)