FinansWatch

Japans topbanker søger mod udlandet efter profit

De tre største banker øger alle deres aktiviteter i udlandet, efter det japanske marked stagnerer.

De japanske virksomheder nedbringer deres gæld, og de japanske forbrugere sparer op, så lånemarkedet bliver stadigt mere trængt for de største aktører.

I juni faldt bankernes udlån i Japan for 19. måned i streg set i forhold til samme periode sidste år, og det forventede løft i låneefterspørgslen efter den omfattende naturkatastrofe i marts har endnu ikke materialiseret sig. Indenlandske udlån udgør størstedelen af indtægterne for de største banker.

Fald i renteindtæger

De to største banker i Japan, Mitsubishi UFJ Financial Group (MUFG) og Mizuho Financial Group, måtte i det seneste kvartal således se deres nettorenteindtægter falde med hhv. 6,1 pct. og 2,9. pct. i forhold til året tidligere.

For at modvirke det stagnerende, nationale markeds indvirkning på bundlinjen investerer bankerne stadigt mere i udenlandske aktiver.

Opkøbene foretages også for at udnytte valutaforhold, idet yen i dag ramte det laveste punkt i fire måneder.

USA, Vietnam og Brasilien

MUFG har bl.a. øget deres aktieandel af amerikanske Morgan Stanley til 22 pct., mens Mizuho er ved at afslutte en aftale om at købe op mod 20 pct. af vietnamesiske Vietcombank.

Derudover begyndte MUFG i sidste måned at indlede forhandlinger om at øge deres investeringsbanksamarbejde med CIMB og øge deres ejerandel af den malaysiske udlåner.

Den tredjestørste bank i Japan, Sumitomo Mitsui, er teamet op med brasilianske BTG Pactual for at tilbyde finansierings- og rådgivningsservices i Latinamerika.

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs