Kapitalkrav tvinger banker til at fordoble overskud
350 mia. dollar. Det er, hvad banksektoren i Europa og Nordamerika skal øge deres overskud med ifølge McKinsey, der mener, at sektoren står over for betydeligt mere omfattende udfordringer end den nuværende gældskrise.
Den forøgede rentabilitet skal ses i lyset af forhøjede egenkapitalsomkostninger og ligeledes forhøjede kapitalkrav som følge af Basel III. Sidstnævnte kan løbe op i 1,5 billioner dollar.
Enormt hul
McKinsey advarer ifølge The Telegraph dog om, at hullet kan blive endnu større som følge af øgede omkostninger for systemisk vigtige banker.
Hullet er enormt ifølge Stefano Visalli, direktør hos McKinsey:
"Det er større end overskuddet i den globale farmaceut- og bilindustri lagt sammen. I de næste år bliver sektoren nødt til at sænke omkostninger med 15-25 pct., samtidig med at man øger overskuddet," siger han til The Telegraph.
Emerging markets bidrager mest
Samtidig tilføjer McKinsey, at næsten halvdelen af de globale bankindtægter kan komme fra emerging markets i 2020, sammenlignet med cirka en tredjedel i dag. Emerging markets står til at bidrage med 60 pct. af den global bankomsætningsvækst over det næste årti.
For at imødegå dette må banker i Europa og Nordamerika dramatisk reducere deres balancer, fjerne omkostninger i stor skala og finde nye innovative måder at hæve toplinjen.