
Det var en meget bredt funderet bedring af forretningen hos Grønlandsbanken, der onsdag fik banken til at opjustere forventningerne til hele 2021.
Sådan lyder det fra bankens direktør. Martin Kviesgaard, der både har set indtægterne på de øvre regnskabslinjer og på handel samt omkostningerne og hensættelserne udvikle sig bedre end ventet.
"Det er lidt af det hele, der vender rigtigt for os sidst på året. Både toplinje, omkostninger, kursreguleringer og nedskrivninger ser pænere ud end forventet, og så giver det en opjustering," siger Martin Kviesgaard i et skriftligt svar til MarketWire.
Grønlandsbanken venter nu at nå et resultat før skat for hele 2021 på cirka 158 mio. kr. mod tidligere ventet 135-150 mio. kr. - efter en opjustering i oktober.
Banken lægger samtidig også en prognose for 2022 frem. Her ventes der et resultat før skat på 120-140 mio. kr.
Toppen af intervallet for indeværende år er baseret på normaliserede kursreguleringer og nedskrivninger uden betydelige tilbageførsler af covid-19-relaterede hensættelser.
Den nedre del af intervallet indikerer et scenarie med betydelige kursfald på værdipapirer, oplyser Grønlandsbanken.