Danske Bank: Kontanter er særbehov

Veksling af fremmed valuta og brug af pengeautomater fra andre banker vil ikke være inkluderet i Danske Banks nye abonnementsaftaler. Det skal der fortsat betales ekstra for.
AF RITZAU FINANS

Som et led i Danske Banks netop annoncerede nye forretningsmodel til privatkunder, inddeles en række af typiske kundeprofiler i en række bokse - fra "Basis" til "Eksklusiv+" - som siden kan vælge mellem to forskellige abonnementstyper.

Abonnementsmodellerne hedder Hverdag og Hverdag+ og koster mellem 60 og 120 kr. i kvartalet, oplyser Danske Bank. Hverdag er beregnet til kunder med de mest begrænsede behov, mens Hverdag+ er til kunder med større særbehov - herunder at veksle valuta eller hæve penge andre steder end i Danske Banks filialer.

I Hverdags-modellen til 60-75 kr. i kvartalet er 24 timers telefonsupport året rundt og adgang til netbank inkluderet gratis. Det er de også i Hverdag+ modellen. Derimod er valutaveksling, Mastercard og hævning i andre pengeinstitutters hæveautomater ikke en del af den billigste model.

Har man tænkt sig eksempelvis at tage på ferie, eller vil man hæve i en anden bank end Danske, skal man således være opmærksom på, at det bliver pålagt gebyrer, hvis ikke man vælger den dyrere model til 90-120 kr. i kvartalet, oplyser banken.

Derudover er en personlig rådgiver ikke længere inkluderet i de billigere abonnementer. Men der vil fortsat være mulighed for at komme i kontakt med banken, forsikrer Jan Svarre, chef for Private Banking i Danske Bank.

- Der vil være mulighed for at aftale et møde i en filial eller - som noget nyt, vi tilbyder - at sætte et onlinemøde op, hvor vores rådgivere laver plancher og mødes over nettet. Og det kommer ikke til at koste et gebyr, forsikrer han.

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også