"Koncernens omkostningsprogram forventes nu gennemført inden udgangen af 2013. Programmet, der blev vedtaget sidste år, skulle reducere koncernens omkostninger med ca. 2 mia. kr. og antallet af medarbejdere med ca. 2000 i perioden 2012-2014," skriver Danske Bank i regnskabet.
Spareprogrammet blev annonceret den 1. november i regnskabet for tredje kvartal af 2011 og havde en målsætning om at nedbringe omkostningsniveauet med 10 pct. Ud over nedskæringer skal det også ske ved, at kunderne i stigende grad bruger nye teknologiske løsninger og selvbetjener sig via eksempelvis mobilbanken.
I 2012 venter Danske Bank, at omkostningerne bliver på samme niveau som i 2011. Danske Bank havde ved udgangen af første kvartal 21.160 medarbejdere mod 21.567 medarbejdere ved udgangen af tredje kvartal, da spareprogrammet blev annonceret.
/Ritzau Finans/