Ingen tvivl om, at Danske Bank har fået et selvtillidsboost ved at overraske aktiemarkedet positivt med fremlæggelsen af forventningerne frem til 2026. Omverdenen har foreløbig kvitteret med et “thumbs up.”

Det skal dog siges, at den danske storbank kommer fra et ydmygt udgangspunkt efter års kritik omkring først og fremmest hvidvaskskandalen, som blev efterfulgt af en række skeletter, der væltede ud af skabene i Holmens Kanal i det indre København. Håbet er nu, at der er sat en prop i denne række af problemsager.

For første gang i mange år kan banken, dens ledelse, medarbejdere og aktionærer nu forsigtigt begynde at ranke ryggen og kigge fremad. Banken har påbegyndt en langsom og møjsommelig kamp for at komme tilbage til fordums styrke og storhed. 

Eller som Danske Bank selv udtrykker det: “Vi skifter gear.” Dog med tilføjelsen, at de aktuelle forventninger er baseret på “forsigtige prognoser.” Det er nye toner i en bank, som tidligere ikke baserede sig på forsigtige prognoser. 

Set udefra har denne nye selvforståelse og selvopfattelse taget lang tid at erkende. Den er kommet, efter flere dramatiske skift både på formandsposten og i bankens direktion, usikre strategier og kritikere, der har kunnet banke løs på en bank presset i defensiven. 

De forbandede år

Ingen tvivl om, at de seneste 10-15 år vil indskrive sig i dansk erhvervshistorie generelt og i Danske Bank-historien i særdeleshed som de absolut værste i nyere tid og få mindelser frem om sammenbruddet helt tilbage i 1922.

Men noget tyder altså på, at der nu endelig er lys og optimisme at skimte forude. Ganske vist hjulpet på vej af en superstærk dansk økonomi og ligeså superstærk betalingsevne hos kunderne. Det er svært at få øje på ydre kriser.

Danske Bank skal over de næste år dog næppe løbe ind i større problemsager, så vil kritikken igen hagle ned over banken. Lykkes den stilfærdige topchef Carsten Egeriis med trin for trin at skabe tillid og troværdighed omkring banken samt forbedringer på bundlinjen, kan han om fem-ti år komme til at stå som en af de store personligheder i Danske Banks lange historie.

Big is beautiful

Danske Bank i dag og Danske Bank bare for 15-20 år siden er langt hen ad vejen to forskellige banker. I hvert fald forskellige, når man kigger på topledelsen i banken. 

Dengang i 00’erne buldrede Danske Bank og dens topchef Peter Straarup frem med en risikovillig opkøbsstrategi med større, offensive opkøb i både Irland, Finland, Sverige og Norge. Tiljublet af pressen og omverdenen i øvrigt. Danske Bank skulle være en international storbank. Med den klassiske Dansk Bank-agtige nålestribede og kølige power. 

Meget forandrede sig i omverdenen siden, men skjules kan det ikke, at denne offensive strategi, som også andre internationale banker dengang bekendte sig til, langt hen ad vejen har slået fejl. Især Irland viser, at man ikke sådan vupti kan købe sig til sunde markedsandele i lande, som man ikke i forvejen har et indgående kendskab til. 

Danske Bank har lukket ned i Irland og reduceret i Nordirland, og nu kommer så meddelelsen om, at banken vil sælge sin privatkundeforretning i Norge. Mens dog banken forbliver både på det finske og svenske marked med en pæn markedsandel.

Lidt forenklet sagt kan man sige, at Danske Bank har været på udlandstogt, fået klø, slikker sårene og nu trækker sig tilbage til det kendte og velkendte, det danske marked. Med tilføjelsen at banken fortsat gerne vil være bankforbindelse for de store erhvervskunder og på de finansielle engrosmarkeder, eksempelvis også i Norge. 

Der er selvfølgelig gode og dårlige varer i den opkøbsvogn, som Danske Bank shoppede rundt med i Nordeuropa i de glade dage op til finanskrisen i 2008. Regnestykket med plusser og minusser kender kun inderkredsen i Danske Bank, men samlet set synes disse investeringer ikke at have båret frugt. Strategiskift plejer at koste en masse penge. 

Regnestykket kan dog se anderledes ud, hvis man kigger frem i tiden og betragter disse enorme investeringer på det meget lange sigte. 

Danske Bank definerer sig selv som en storbank i Norden, og det kan man kun være, hvis man også har en markant tilstedeværelse også uden for Danmark. På et tidspunkt i 2010’erne gjorde Danske Bank faktisk Nordea rangen stridig som den førende i Norden, i hvert fald hvis man målte på markedsværdien på børsen.

Foreløbig lillebror i Norden

Sådan er det ikke i dag. Og hvis Danske Bank skal gøre alvor af ambitionen om at være førende eller blandt de førende, så skal der endnu nogle livtag i forretningerne til. 

Børsmæssigt er Nordea næsten dobbelt så stor som Danske Bank. Nordea vurderes til en værdi på børsen på 264 mia. kr., Danske Banks værdi - efter de seneste dages betragtelige kurshop - er 140 mia. kr. 

Væsentligt i den forbindelse er det dog, at både SE Banken i Sverige og Den Norske Bank er mere værdifulde end Danske Bank. Derimod er det lykkedes Danske Bank med kursstigningerne i 2023 at bringe sig på højde med Swedbank. En første lille markering.

Der er imidlertid flere måder at måle størrelse, styrke og egenforståelse på. Eksempelvis kurs/indre værdi - aktiens pris i forhold til de bogførte værdier. Og her skinner mistilliden til Danske Bank endnu igennem. 

Også her topper Nordea med en kurs/indre værdi på 1,23, mens de tre andre nordiske storbanker ligger i spændet 1,13 til 1,18. Danske Bank halter efter med en kurs/indre værdi på blot 0,84.

Lidt forenklet sagt skal Danske Bank-aktien således stige 30-40 pct. for at komme på højde med sine nordiske konkurrenter. Det skal med, at analytikerne over en bred kam har en klar overvægt af købsanbefalinger på Danske Bank. 

Forretningsmæssigt, målt på bruttoindtægterne, ligger Danske Bank faktisk nummer to efter Nordea, og med SE Banken, Den Norske Bank og Swedbank i kølvandet derefter.

Kan banken undgå større personalereduktioner?

Helt sådan ser det imidlertid ikke ud på bundlinjen og afkast på egenkapitalen. Derfor ser vi de haltende nøgletal for Danske Bank. Det indikerer, at Danske Banks største problem her-og-nu ikke er omsætning og forretningsvolumen, men derimod omkostningerne. Det bliver givetvis et af de nøgletal, aktieanalytikerne vil fokusere på fremover.

Målsætningen er en omkostningsprocent på 45. Set i det lys kan det være svært at følge tillidsmand Kirsten Ebbe Brich, som i FinansWatch erklærede lettelse over, at banken nu vil sætte mere skub i investeringerne. Men hvis investeringer i eksempelvis den digitale udvikling skal give pote på bundlinjen, kan det kræve, at lønomkostningerne reduceres markant. I planen Forward 28 er der ikke noget om eventuelle personalereduktioner. 

Sådanne strategiske fremtidsvisioner pakkes ofte ind i en række floskler og intetsigende statements. Og de er da også at finde i Carsten Egeriis’ præsentation af “den nye” Danske Bank. 

Men når man skræller de mange fine ord og floskler fra, er der en række meget konkrete mål og signaler fra Danske Bank-toppen. 

Klare mål om hvad aktionærerne kan forvente i udbytter og dermed afkast. Vækst og omkostningsreduktioner. Lavere risikoeksponering. Alt sammen baseret på forsigtige prognoser. Med tilføjelsen, at Danske Bank håber at kunne overgå disse forventninger, der nu er lagt frem. Altså en storbank iklædt ydmyghedens lidt grå kappe.