Tidligere Danske Bank-profil skifter til typehusfirma
Huscompagniet har fået ny finansdirektør. Fremover skal Jesper Høybye tage over, efter at Mads Dehlsen Winther skal søge nye muligheder udenfor selskabet efter mere end tre år i stillingen.
Jesper Høybye tiltræder 1. april 2023, og han kommer fra en ledende stilling i Danske Bank, som han fratrådte sidste år. Derudover har han tidligere været finansdirektør i Danica.
”Jeg er rigtig glad for, at Jesper tilslutter sig Huscompagniet, og jeg har tillid til, at han er et godt match, og at han vil styrke direktionsholdet med sin stærke baggrund og strategiske erfaring,” siger Martin Ravn-Nielsen, som er adm. direktør i Huscompagniet, i en meddelelse.