FinansWatch

Storbank holder fast i købsanbefalinger på Danske Bank og Nordea

Den schweiziske storbank UBS har tiltro til både Danske Bank og Nordea, fremgår det af en analyse.

Danske Bank og Nordea har fortsat en købsanbefaling fra den schweiziske storbank UBS. | Foto: Miriam Dalsgaard

Aktierne i de nordiske banker har klaret sig svagere end sektoren generelt på aktiemarkedet i år, men det billede kan ændre sig i et makroøkonomisk miljø med afmatning.

Der vurderer UBS i en analyse om de nordiske banker, hvor det schweiziske finanshus fortsætter med at anbefale ”køb” af aktierne i Danske Bank og Nordea.

Også SEB og Swedbank har en købsanbefaling, mens DNB og Handelsbanken må nøjes med anbefalingen ”neutral”. DNB har dog fået hævet anbefalingen fra tidligere ”sælg”.

Kursmålet for Danske Bank lyder i øvrigt på 143 kr., hvilket indikerer et potentiale på 42 pct. i forhold til den aktuelle kurs på 100,67 kr.

Nordeas kursmål er på 120 svenske kr. svarende til 83 danske kr. På børsen i København ligger Nordea mandag eftermiddag i kurs 63,40 kr. Kursmålet indikerer dermed et potentiale på 31 pct.

At de nordiske banker forventes at klare sig relativt godt i en periode med afmatning i økonomien begrunder UBS med en høj indtjening, en positiv påvirkning fra stigende renter og desuden med en ”defensiv lånebog” hos dem.

UBS fremhæver, at sandsynligheden for en recession i økonomien er steget, men at de nordiske banker er godt positioneret til at håndtere den.

I estimaterne har UBS nu indbygget forventninger om en mild recession i ”base case”- scenariet. Af samme årsag er forventningerne til nedskrivningsposten hos bankerne også hævet.

Nu ventes nedskrivningsprocenten overordnet set at lande på 17 basispoint af udlånet i 2022/23, hvilket er dobbelt så meget som konsensusestimaterne hos analytikerkorpset samlet set.

”Vores analyse af bankernes evne til at modstå en nedtur viser, at de nordiske banker er godt placeret,” skriver UBS, som fremhæver, at de nordiske banker har større buffere end sektoren generelt til at modstå eventuelle tab.

UBS bemærker dog samtidig, at mens bankerne er godt positioneret i forhold til mulige tag, så kan en højere ejendomseksponering hos de nordiske banker end gennemsnittet ”sandsynligvis tynge stemningen for nordiske banker.”

Jyske Bank-aktien ligger under niveauet før Handelsbanken-opkøb tog fart

Finanshuse sænker Nordea-mål

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs