FinansWatch

Sydbank: Danske Banks 2023-mål er realistisk

Det er stadig muligt for Danske Bank at nå sine 2023-mål, selv om der stadig er et stykke vej endnu for blandt andet egenkapitalforretningen. Det vurderer Sydbanks finansanalytiker.

Det er stadig muligt for Danske Bank at ramme en egenkapitalforrentning på 9-10 pct., vurderer Mikkel Emil Jensen. | Foto: Magnus Eidem

Det er ambitiøst, men realistisk, når Danske Bank holder fast i sit centrale 2023-mål.

Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank, efter banken har fremlagt sin regnskabet for årets andet kvartal.

"Markedsforudsætningerne har ikke ændret sig væsentligt - snarere tværtimod - og de viser også en fin udvikling i deres transformation, hvor tingene er på sporet," siger han til Ritzau Finans.

Med fastholdelsen af målet forventer Danske Bank i 2023 at levere en forrentning af egenkapitalen på 9-10 pct. I det seneste halvår lå tallet på 7 pct.

"Der har været lidt bekymringer over det langsigtede mål, og det kan være, at der i markedet er lidt en lettelsens suk over, at de vælger at fastholde," siger analytikeren.

"Målet kræver dog, at vi skal se noget mere momentum. Vi skal se, at de stadig kan løfte indtægterne, "lyder det videre.

Udover fastholdelsen af 2023-målet har banken leveret fremgang i indtjeningen efter skat, der endte på 2792 mio. kr. mod 2325 mio. kr. i samme kvartal 2020. Omvendt var der pres på renteindtægterne, som faldt, mens gebyrindtægterne var steget.

Flad udvikling i aktie

Overordnet set ventes betydningen for aktien dog at blive begrænset i dag, mener Mikkel Emil Jensen. Det skal ikke mindst ses i lyset af aktiens kursstigninger over de seneste to dage, hvor et positivt regnskab fra konkurrenten Nordea har været med til at løfte Danske Bank-aktien.

"Det bliver en flad udvikling, hvor aktien kommer til følge markedet, hvis du spørger mig. Regnskabet var også på mange måder allerede afsløret på forhånd, da de i forbindelse med opjusteringen tidligere på måneden afslørede mange af tallene. Så overraskelserne er få," siger Mikkel Emil Jensen.

Hvis Danske Bank fortsætter med at vise, at den arbejder målrettet for 2023-målet og leverer på det område, er der dog god mulighed for, at aktien vil stige over tid, uddyber analytikeren.

"Banken tror på, at den kan komme i mål, men det kræver hårdt arbejde. Hvis det sker, er der luft til yderligere stigning," siger han.

Han understreger, at banken dog fortsat er tynget af sagerne om hvidvask i Estland, der skaber usikkerhed, fordi myndighedernes konklusioner fortsat afventes.

2023-strategien blev lanceret under den forrige topchef Chris Vogelzang. Under navnet "better bank" skal banken tjene flere penge og i samme ombæring skabe lavere omkostninger.

Danske Bank-aktien steg torsdag 1,1 pct. til 112,90 kr. Det skete oven på en stigning på 3,3 pct. onsdag, hvor Nordea fremlagde regnskab.

Danske Bank ser faldende kundetilfredshed på privatområdet

Pres på renteindtægterne i Danske Bank 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs