FinansWatch

Danske Bank-topchef tager "en forsigtig tilgang til resten af året"

Selv om Danske Bank er en tredjedel i mål med årets forventninger, holder banken sig alligevel fra at opjustere forventningerne.

Carstem Egeriis er adm. direktør i Danske Bank. | Foto: Danske Bank/VIA REUTERS / X80001

Danske Bank er kommet godt fra start i 2021 med et overskud på over 3 mia. kr. i de første tre måneder. Alligevel fastholder banken forventningerne om et overskud efter skat på 9-11 mia. kr.

"Vi er tilfredse med første kvartal og tager en forsigtig tilgang til resten af året," siger Carsten Egeriis, der er direktør i banken, i et interview med Ritzau Finans.

En simpel hovedudregning viser, at hvis tempoet holdes, vil Danske Bank nå op på over 12 mia. kr. i overskud, når året er omme.

Hvad skal gå galt, for at I ikke når over forventningerne?

"Jeg håber og forventer ikke, at noget går galt. Men vi afventer udviklingen i økonomien, og den er fortsat meget usikker. Og derfor fastholder vi vores forventninger i år," siger topchefen, der har været førstemand i banken siden mandag den 19. april, hvor den daværende hollandske direktør, Chris Vogelzang, forlod banken grundet sin tid i ABN Amro.

Vogelzang er mistænkt af de hollandske myndigheder for potentielle overtrædelser af loven om forebyggelse af hvidvask.

Nye indlånsgrænser ikke regnet med

Danske Bank valgte i mandags at sætte grænsen for betaling af negative renter for privatkunder ned til 100.000 kr. fra tidligere 250.000 kr. og indfører et rentespænd på mellem minus 0,75 pct. og minus 1 pct. for erhvervskunder. For privatkunder uden en Nemkonto i Danske Bank sænkes grænsen til 0 kr. fra 50.000 kr.

Ændringerne træder i kraft den 1. juli.

"Vi har ikke taget ændringerne i indlånsrenterne med i vores forventninger. Ændringen i indlånsgrænsen kommer til at få effekt fra 1. juli i år. Så vi får ikke et fuldt års effekt her," siger Carsten Egeriis.

"Omkring en tredjedel af vores kunder vil blive påvirket af indlånsgrænsen. Men der vil selvfølgelig være en begrænset påvirkning af 2021-resultatet," siger topchefen.

Mere fra FinansWatch

Grøn brintkomet ligner et drømmehug for ATP og kapitalfond

For landets største pensionsselskab og hardtech-fonden Nordic Alpha Partners kan børsnoteringen af Green Hydrogen Systems blive en ekstraordinær god investering. En rigtig god rejse, men også en risikofyldt investering, siger ATP's aktiechef Claus Wiinblad.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs