Dybvad: Egeriis er en "meget, meget stærk kandidat"

Carsten Egeriis er et meget stærkt kort og en permanent ny administrerende direktør for Danske Bank, hvor han skal fortsætte den omstilling af banken, som han selv har været med til at planlægge.
Det fastslår Danske Banks formand, Karsten Dybvad, som samtidig udtrykker forståelse og respekt for Chris Vogelzangs beslutning om at forlade banken, efter at Vogelzang er blevet mistænkt som en af flere i en sag om potentielle lovovertrædelser vedrørende hvidvask i ABN Amro for nogle år siden.
"Det er en permanent løsning - det er vores nye CEO. Det er en bestyrelse, som er meget overbevist om, at det er det helt rigtigt for Danske Bank, at Carsten Egeriis bliver den nye CEO," siger Karsten Dybvad om udnævnelsen af Carsten Egeriis, som han betegner som en "meget, meget stærk kandidat".
Mange års bankerfaring
"Han er en bankmand med over 20 års erfaring fra finansiel virksomhed, hvoraf han har haft de sidste næsten fire år som direktionsmedlem i Danske Bank - og forud for det kom han fra Barclays, hvor han også var i direktionen, så det er en meget, meget stærk profil, som vi i dag kan udnævne for Danske Bank," uddyber Karsten Dybvad.
Endnu udestår en formel godkendelse af Egeriis hos Finanstilsynet, men Dybvad kan fortælle, at banken har været i kontakt med tilsynet og fået en form for positiv indikation.
"Det er selvfølgelig gået hurtigt, men Finanstilsynet har givet os lov til at sige, at Finanstilsynet forventer at kunne godkende Carsten Egeriis, men den formelle godkendelse udestår," siger Karsten Dybvad.
Finanstilsynet fortæller til FinansWatch, at det ikke kan kommentere den konkrete sag, og henviser i stedet til Danske Bank.
"Finanstilsynet henviser til Danske Bank for mere specifikke kommentarer. Vi har haft en god relation til Chris Vogelzang i forbindelse med tilsynsarbejdet. I forhold til godkendelse af Carsten Egeriis kan vi henvise til Danske Bank. Vi kan ikke kommentere herpå, da sådanne sager er undergivet Finanstilsynets skærpede tavshedspligt," skriver tilsynet i en skriftlig kommentar.
I en meddelelse fra banken mandag morgen fremgik det, at Chris Vogelzang havde meddelt bestyrelsen, at han ønskede at fratræde sin stilling, efter at han var blevet udpeget som mistænkt i hvidvasksagen i ABN Amro.
Har gjort det godt
"Chris har truffet den her beslutning om at træde tilbage - og den forstår og respekterer jeg. Det er meget overraskende for os, at Chris er gået fra at være vidne i den her sag nede i Holland vedrørende ABN Ambro til at blive sigtet," siger Karsten Dybvad.
Han er fuld af lovord til Vogelzang, som Dybvad synes har gjort et "rigtigt godt job hos Danske Bank".
"Vogelzang har stået i spidsen for den omstilling af banken, som vi er i gang med og som hele direktionen selvfølgelig er engageret med. Det er Chris, som ligesom har startet det, så Chris har gjort det rigtigt godt i Danske Bank, og det er vi også glade for, at han har."
"Derfor er vi også overraskede over, hvad der er sket, men respekterer selvfølgelig hans beslutning - også med den situation, som vi står i," siger Karsten Dybvad.
Er det så et tilbageskridt for Danske Bank at miste så stærk en person?
"Jeg vil jo sige, at når nu vi også er i en situation, hvor vi har mulighed for at udnævne så stærk en kandidat som Carsten Egeriis, så er det da i hvert fald min formodning, at det vil indebære, at vi kan fortsætte den udvikling, som vi er i nu," siger Karsten Dybvad.
Bestyrelsesmedlem trækker sig
Danske Bank må i øvrigt også vinke farvel til bestyrelsesmedlemmet Gerrit Zalm, som også har en fortid i ABN Amro.
I forvejen lykkedes det marts i ikke Danske Bank at få Finnair-topchefen Topi Manner ind i bestyrelsen som planlagt efter indikationer fra Finanstilsynet om, at det kunne komme på tværs af gældende regler.
Bestyrelsesholdet er dog tilstrækkeligt stort til at køre banken, fastslår Karsten Dybvad.
"Vi er en bestyrelse, som i allerhøjeste grad kan tage de opgaver på os, som vi har. Vi er 11 medlemmer af bestyrelsen, så i forhold til hvad vi havde ønsket os at være, så er vi færre, men vi ligger fint inden for det antal af bestyrelsesmedlemmer, som vi ønsker til at kunne køre banken fremadrettet."
"Men det er klart at vi vil også til næste generalforsamling naturligvis have forslag til nye kandidater," siger Karsten Dybvad.
Dybvad sagde i marts, at han håbede at indstille Topi Manner til bestyrelsen på et senere tidspunkt. Problemerne i denne omgang hang sammen med, at Manner står i spidsen for et af de selskaber, som er særligt hårdt ramt af covid-19-pandemien - Finnair - og samtidig er kunde i Danske Bank.