FinansWatch

Svensk bank hopper op som toer i kamp om dansk børsmæglertitel

Svenske SEB tager et stort hop frem i Prospera-undersøgelse om at være den bedste børsmægler i Danmark. Dansk storbank er igen nummer ét.

Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Danske Bank Markets fastholder sin position som nummer ét i den årlige Prospera-undersøgelse over de bedste børsmæglere i Danmark. Men svenske SEB tager et stort hop frem og bliver toer.

Det skriver banken selv i en meddelelse om undersøgelsen, hvor Prospera har spurgt 43 af de største danske aktieinvestorer om, hvem der gør det bedst.

SEB var sidste år nummer fem på listen, men overhaler i år Nordea Markets, Carnegie og ABG Sundal Collier, som kommer på de følgende pladser.

SEB skriver, at det især er inden for analyse og rådgivning, at banken er gået frem.

"Forbedringen er bredt funderet, men skyldes bl.a. markant fremgang salgsfolkenes personlige kontakt og kendskab til kunderne, ligesom også idegenerering og analyse inden for makro, fødevarer og ingredienser, services og shipping & transport skiller sig positivt ud," skriver SEB i meddelelsen.

Søren Samsøe, chef for den danske aktieafdeling i Danmark og global chef for aktieanalyse i SEB, udtaler:

"Vi er rigtigt glade for, at de institutionelle investorer anser os som en stadigt vigtigere samarbejdspartner på aktieområdet, og vi hæfter os især ved den stærke team-performance, der sikrer top 3-placeringer på tværs af alle sektorer. Det understreger, at vores grundige og brede dækning er værdsat blandt vores kunder."

SEB nævner, at banken de seneste år oprustet på aktierådgivningen og bl.a. ansat Jonatan Azoulay Pedersen fra Credit Suisse, Martin Frederiksen fra Nordea Markets og et EU-salgsteam fra Danske Bank.

"Som en del af vores 2025-strategi, er det vores ambition at genvinde en position som førende sparringspartner blandt de institutionelle kunder på tværs af de fire nordiske lande. Det er derfor opløftende at se, at vores investeringer i bl.a. Danmark bærer frugt, og vi vil fortsætte med at arbejde hårdt hver dag for at sikre den bedste servicering af vores institutionelle kunder," siger Søren Samsøe.

Danske Bank tager førsteplads i måling for fjerde år i træk 

Nordea mister titlen som mest populære erhvervsbank 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs