FinansWatch

Analytiker: Danske Banks negative renter for private er ingen overraskelse

Analytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank forventer begrænsede finansielle effekter af Danske Banks indførsel af negative renter til visse privatkunder.

Foto: Danske Bank/PR

Det kommer ikke som den helst store overraskelse, at Danske Bank nu følger efter de øvrige banker og indfører negative renter for en række privatkunder.

Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker hos Sydbank. Han ser det som en positiv nyhed for investorerne i Danske Bank, men det er ikke et tiltag, som kommer til at rykke markant ved regnskabstallene hos banken.

"Selv om det ikke er den helt store overraskelse, så er det positivt set med investorbriller. Effekterne er stadig relativt begrænsede, og det er ikke noget, der giver anledning til det helt store boost i indtjeningen, men alt hjælper i et udfordret markedsmiljø," siger han.

Fra 1. juni kommer kunder med formuer af en hvis størrelse dog til at betale, da der indføres en rente på minus 0,75 pct. for med indeståender over en specifik grænse, oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse torsdag.

For kunder med NemKonto i banken er grænsen 1,5 mio. kr., mens den for kunder uden er på 750.000 kr.

Flere andre store danske banker - herunder Nordea, Sydbank og Jyske Bank - har tidligere indført negative indlånsrenter for visse privatkunder som følge af det historisk lave renteniveau.

Det betyder, at de danske banker betaler for at have en del af deres overskydende likviditet stående i Nationalbanken.

"Jeg tror, at de fleste havde forventet, at Danske Bank ville følge resten af sektoren. Nu er Danske Bank jo den sidste af de store banker til at indføre negative indlånsrenter for privatkunder."

"Ved ikke også at indføre negative indlånsrenter var der der en risiko for, at kunderne kunne bruge Danske Bank som en parkering for deres indlån. Dermed sikrer Danske Bank på denne måde, at kunderne ikke begynder at udnytte det og dermed give en større regning i banken," siger Mikkel Emil Jensen.

Ifølge Sydbanks analytiker har eksempelvis hvidvaskskandalen formentligt været med til at gøre Danske Bank mere forsigtig med at indføre netop negative indlånsrenter for private.

"Jeg ser det som en af årsagerne til, at de netop er de sidste til at tage dette skridt. Det har været for at mærke efter, hvordan kunderne ville reagerer over for konkurrenterne. Generelt har der været positive medlinger fra sektoren om, at der generelt er en god forståelse hos kunderne. Det har nok gjort det nemmere for Danske Bank at trække i håndtaget," siger Mikkel Emil Jensen.

Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, har flere gange slået fast, at der ikke var negative renter på vej til den almindelige dansker med penge i banken. Det er ifølge aktieanalytikeren heller ikke den almindelige dansker, som bliver ramt af de nye rentesatser.

"Det er det bestemt ikke i det her tilfælde. Nemkontokunder med et indestående på 1,5 mio. kr. er nok ikke helt Hr. og Fru Danmark," siger han.

"Når Danske Bank samtidig sætter grænsen lavere for ikke-nemkontokunder, sikrer banken, at den ikke får et stort inflow af penge fra kunder, der ikke har en nemkonto i banken," fortsætter Mikkel Emil Jensen med henvisning til grænsen på 750.000 kr. for kunderne, der ikke har en nemkonto hos Danske Bank.

Danske Bank indfører negative renter til private

Danske Bank afviser nye privatkunder med store indlån

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere