FinansWatch

Fakta: Tidslinje over Danske Banks Flexinvest Fri-sag

Danske Bank er blevet sigtet af bagmandspolitiet for bankens Flexinvest Fri-sag. Her er en tidslinje over forløbet.

Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

I slutningen af juni annoncerede Finanstilsynet, at det er i gang med en undersøgelse af Danske Banks investeringsprodukter, der går under navnet Flexinvest Fri.

Banken har tidligere i en længere periode taget for høje gebyrer fra kunder, som dermed ville få et forventet negativt afkast.

Det fik konsekvenser for blandt andet Jesper Nielsen, som var ansvarlig for Danske Banks aktiviteter i Danmark på tidspunktet for gebyrstigningerne, og som siden blev fyret.

En aktindsigt, som Ritzau Finans fik fra Finanstilsynet, viste flere detaljer om sagens forløb. Her er nogle af hovedpunkterne:

* I juni 2016, inden de nye provisionsregler, som er en del af Mifid 2-direktivet fra EU, trådte i kraft, besluttede Danske Bank at sigte mod fuld kompensation for bankens tab, som de nye regler kunne medføre. Det kunne kun ske ved at hæve gebyrerne.

* Den 13. januar 2017 afholder banken et ekstraordinært møde, hvor præsentationen ved navn "Suitability and consequences of change in fee levels to Flexinvest Fri in Danske Bank", blev fremlagt.

Af præsentationen fremgik det, at omkring 34.000 kunder på daværende tidspunkt havde et forventet negativt nettoafkast set over en periode på fem år. Det fremgik også, at den foreslåede gebyrstigning ville forværre det problem til at omfatte omkring 65.000 kunder.

* Den 26. januar 2017 skrev en unavngiven person i banken i en e-mail til nogle af mødedeltagerne, at de planlagte gebyrstigninger skulle gennemføres, så bankens indtjening ikke blev negativt påvirket. Det betød altså, at omkring 65.000 Flexinvest Fri-kunder ville have et forventet negativt afkast.

* Den 20. marts 2017 blev kunderne orienteret om gebyrændringerne i et brev. Kunderne fik at vide, at de årlige omkostninger ville stige eller falde, men ikke hvor meget. Det skulle de selv beregne på en hjemmeside. Det var der under 1 pct. af kunderne, der gjorde, viser aktindsigten.

* Den 1. juli 2017 trådte gebyrændringerne i kraft og medførte generelle prisstigninger for kunderne og dermed et endnu lavere forventet nettoafkast.

* Den 8. oktober 2018 stoppede Danske Bank salget og distributionen af fem Flexinvest Fri-strategier med forventet negativt afkast.

* Den 18. oktober 2018 orienterede Danske Bank Finanstilsynet om, at den var blevet opmærksom på sagen.

* Den 24. oktober 2018 viser et internt notat, at Danske Bank vil sænke gebyrerne, så alle kunder vil opnå et forventet positivt afkast.

* Den 19. november 2018 godkendte banken en reduktion af gebyrerne.

* Den 19. januar 2019 blev kunderne orienteret om gebyrnedsættelsen. De blev dog ikke orienteret om baggrunden for nedsættelsen.

* Den 24. juni 2019 fortalte Danske Bank selv i en meddelelse, at banken havde konstateret, at kunder, der havde investeret i Flexinvest Fri, i en bestemt periode havde betalt et for højt aftalegebyr.

* Den 30. august 2019 politianmelder Finanstilsynet Danske Bank.

* Den 14. november 2019 rejser statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) sigtelse mod Danske Bank i sagen for at have overtrådt bekendtgørelsen om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Ifølge banken berører sagen omkring 87.000 kunder i Danmark, og Danske Bank vil godtgøre kunderne ved at udbetale en kompensation, der i alt ventes at udgøre omkring 400 mio. kr.

Kilder: Aktindsigt i Finanstilsynets undersøgelse af Danske Banks Flexinvest Fri-sag og Danske Bank selv.

Danske Bank sigtes af bagmandspolitiet i Flexinvest Fri-sag

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere