FinansWatch

Analytiker: Udnævnelse af hollænder til Danske-topchef vidner om svær proces

Udnævnelsen af hollandske Chris Vogelsang som ny topchef for Danske Bank er et udtryk for, at det har været en hård omgang at finde en oplagt kandidat, hvis etik ikke kunne betvivles, lyder vurderingen fra analytiker i Jyske Bank Simon Hagbart Madsen.

Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Når det er endt med, at det er hollænderen Chris Vogelzang, som sætter sig i den ledige direktørstol hos Danske Bank, er det et udtryk for, at det har været svært at finde en oplagt kandidat, hvis etik ikke kunne betvivles.

Det vurderer Danske Bank-analytiker Simon Hagbart Madsen fra Jyske Bank.

"Det har været en svær proces at finde en oplagt kandidat, der kan godkendes af Finanstilsynet, og som samtidigt ikke kunne betvivles etisk."

"Jeg tror, at det, at Vogelzang lidt er et ubeskrevet blad kombineret med den forholdsvist langstrakte proces, er et udtryk for, at det har været vanskeligt at finde en kandidat, som opfylder alle bestyrelsens kriterier," vurderer han.

Positivt med afklaring

Siden september 2018 har Jesper Nielsen været midlertidig direktør i Danske Bank, efter at den forrige topchef, Thomas Borgen, blev fyret, efter at Berlingske havde afdækket en større hvidvasksag i bankens estiske afdeling.

Det er positivt, at der nu kommer afklaring om ledelsen, mener Simon Hagbart Madsen.

"Jeg ser det som positivt, at investorerne nu får afklaring om den fremtidig ledelse. Der har gennem en længere periode været et ledelsesmæssigt vakuum, så det er rart for investorerne såvel som medarbejderne at få afklaring," lyder vurderingen fra analytikeren, der ikke tror, at direktørskiftet får de store konsekvenser på kort sigt:

"Jeg har svært ved at forestille mig de store strategiske konsekvenser på kort sigt, men det er klart, der er en løbende og længerevarende proces om den strategiske retning - om den skal fortsætte i samme spor eller ændres - som Vogelzang nu bliver en vigtig del af," vurderer Simon Hagbart Madsen.

Kandidater hænger ikke på træerne

At Danske Banks nye direktør fra 1. juni 2019 kommer til at hedde Chris Vogelzang, var heller ikke umiddelbart på radaren hos Mikkel Emil Jensen, der følger Danske Bank som aktieanalytiker hos Sydbank.

"Tiden må vise, om han er den rigtige, men det er positivt, at der nu er kommet en permanent kaptajn bag roret. Man kan godt køre med et organisatorisk tomrum et stykke tid, men det er grænser, så det er positivt, der nu er kommet afklaring," vurderer han.

Han mener ikke, at direktørskiftet vil betyde de store strategiske armbevægelser på kort sigt, men at førsteprioriteten bliver at genetablere tilliden til banken. Det har derfor også været en langstrakt proces:

"Der hænger ikke kandidater på træerne, som kan løfte opgaven. Danske Bank har prioriteret at finde den rette og så bruge et par ekstra måneder på det nu," siger Mikkel Emil Jensen.

Chris Vogelzang sætter sig i direktørstolen 1. juni 2019. Han har de seneste otte år været medlem af direktionen i den hollandske bank ABN Amro.

På aktiemarkedet reagerer Danske Bank-aktien umiddelbart positivt på nyheden om udnævnelsen af den nye direktør. Efter kort tids handel stiger Danske Bank-aktien 1,7 pct. til 110,40 kr.

Danske Bank udnævner hollænder som ny topchef 

Danske Banks aktiekurs stiger en spids efter udpegning af topchef 

Storaktionær har tillid at "den bedste kandidat" er valgt som Danskes nye topchef  

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs