FinansWatch

Danske Bank-chef om afklaring på hvidvaskbøder: "Alt under to år vil være et mirakel"

FW PODCAST: Aktionærer i Danske Bank skal væbne sig med tålmodighed. Undersøgelser af Danske Banks hvidvasksag er så omfattende, at det vil tage flere år at få afklaring vedrørende mulige bøder, lyder vurderingen fra den midlertidige topchef Jesper Nielsen i Danske Bank.

Foto: Jan Bjarke Mindegaard

Usikkerheden om verserende undersøgelser og mulige bøder har banket markedsværdien af Danske Bank ned til det laveste niveau siden 2013. Godt 105 mia. kr. er banken værd i dag - markant under den bogførte egenkapital på 149 mia. kr.

Den usikkerhed kommer til at hænge over banken i flere år. Det fortæller den midlertidige topchef, Jesper Nielsen, i en ny podcast fra FinansWatch.

"Min egen vurdering er, at alt under to år vil være et mirakel. Det her kommer til at tage lang tid. Det er enormt komplekst at sætte sig ind i," siger Jesper Nielsen.

Banken er i fortsat dialog med forskellige myndigheder i USA, Danmark, Estland og Frankrig om sagen eller dele af den. Jesper Nielsen fortæller, at denne dialog i vid udstrækning går med at tilvejebringe store mængder data og anden information.

"Det er 9,5 mio. transaktioner med afsendere, modtagere og beløb. Det er enormt omfattende at afdække, hvem der vidste hvad, hvornår. Jeg tror, det er 8 millioner emails. Oveni kommer samtlige referater af bestyrelsesmøder, audits (revisioner) og direktionsmøder og så afhøringer af mere end 100 personer," siger Jesper Nielsen.

Særligt det amerikanske børstilsyn og justitsministeriums undersøgelser og eventuelle bødeforlæg vækker bekymring blandt investorerne. Banken står også overfor en række civile søgsmål fra institutionelle investorer over hele verden.

Hør hele FinansWatch Podcast i afspilleren nedenfor.

Du kan også høre podcast'en i iTunes eller Spotify, hvor alle de tidligere episoder også er tilgængelige.

 

 

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere