FinansWatch

Alle vil have en undskyldning fra Danske Banks topchef – selv konen

FW PODCAST: Han er formentlig indehaver af den uofficielle Danmarksrekord i flest offentlige undskyldninger. Kun derhjemme kniber det med at få sagt det svære ord, fortæller midlertidig adm. direktør i Danske Bank, Jesper Nielsen, med et smil i FinansWatchs nye podcast. Men hvor tilliden fra resten af samfundet er i bund – er stemningen internt i Danske Bank god igen, lyder det fra vikaren i chefstolen.

Midlertidig adm. direktør i Danske Bank, Jesper Nielsen | Foto: Jan Bjarke Mindegaard

I FinansWatch Podcast-serien om vejen ud af bankernes dybe tillidskrise er vi denne gang nået til selve epicentret.

Købmand Christian Erichsens smukke Palæ, der er en del Danske Banks hovedsæde mellem Holmens Kanal og Kongens Nytorv i København, danner rammen i denne episode. Danske Banks midlertidige topchef Jesper Nielsen gør status og ser frem efter et halvt år som topchef i landets største bank.

Han er ikke træt af at høre sig selv sige undskyld. Heller ikke selv om Jesper Nielsen på bare et halvt år optræder i mere end 200 artikler med netop det ord, som ellers var så svær at tage i munden for den tidligere ledelse i Danske Bank.

"Bortset fra at min kone gerne vil have, at jeg også siger mere undskyld derhjemme," siger han og fortsætter mere alvorsfuldt:

"Så er det er vigtigt for mig, at vi rent faktisk får sagt undskyld. Det fortjener den omverden, vi har omkring os at høre, og at vi mener ærligt og redeligt, at vi skylder at sige det. Og der er rigtig mange, der skal høre det," siger han.

I det gamle hovedsæde mærker han også historiens arv i en institution, der er afgørende for den finansielle stabilitet i Danmark. Og at bankens hvidvasksag i Estland har risikeret at sætte denne stabilitet over styr.

"Vi arbejder i en anden ramme i dag," fortæller Jesper Nielsen.

På baggrund af hvidvask-sagen betyder det, at banken skal opføre sig på en anden måde i forhold til tidligere. De gamle "automatismer", som tidligere fodboldlandstræner Morten Olsen udtrykte det, skal ændres i forhold til omverdenen.

"Vi skal bevise i ord og handling, at banken står et andet sted – især i handling – og at nålen på det moralske kompas har flyttet sig," siger han.

I podcasten kan du også høre, hvordan Jesper Nielsen skaber gejst og motivation for de 20.000 medarbejdere, der må lægge øre til lidt af hvert i forskellige sammenhænge. Ikke bare fra kunder, men også fra venner og familien.

Ikke desto mindre, mener Jesper Nielsen ubetinget, at stemningen er god.

"Ja, det er ikke sådan, at folk går rundt og dukker hovedet. Men jeg siger til mine medarbejdere: Ret ryggen og bøj nakken. Vi har lavet en masse af fejl i forbindelse med den her sag. Men det er vigtigt, at vi fortæller om det åbent og ærligt og står ved de fejl, der er blevet gjort. Det virker ret godt."

Download, abonnér og hør hele FW Podcast i iTunes eller Spotify.

 

Mere fra FinansWatch

Gjensidige løfter det danske resultat med en fjerdedel

Øget rejseaktivitet og erhvervskunder løfter Gjensidiges danske vækst, samtidig med at resultatet springer i vejret. "Nu står vi langt, langt stærkere, end vi nogensinde har gjort, og det skal vi kapitalisere på," lyder det fra koncerndirektør Mats C. Gottschalk.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs