
For fjerde år i træk sætter FinansWatch og Wilke fokus på de finansvirksomheder, der er kommet længst med digitaliseringen.
Det sker ved en stor konference tirsdag den 9. april arrangeret i samarbejde med det digitale bureau Charlie Tango, hvor det vil blive afsløret, hvilke finansvirksomheder der bliver kåret til de bedste i Danmark.
Der uddeles priser i fire delbrancher: Store pengeinstitutter, mellemstore pengeinstitutter, forsikringsselskaber og pensionsselskaber. I hver delbranche uddeles en pris for årets bedste digitale kundeløsninger og en pris for Årets Digitale Finansvirksomhed.
Sidste år tog Sydbank begge priser blandt de store pengeinstitutter.
To nomineringer til Danske Bank
Danske Bank er som den eneste blandt storbankerne nomineret både til hovedprisen som Årets Digitale Finansvirksomhed samt for bedste digitale kundeløsninger.
Danske Bank får blandt andet point for sin net- og mobilbank, for sin innovationsevne samt for sit interne arbejde med kunde- og forbrugerindsigter og sin digitale strategi.
Til hovedprisen som Årets Digitale Finansvirksomhed er de øvrige nominerede Jyske Bank og Nordea, mens Arbejdernes Landsbank og Sydbank tager de to sidste nomineringer for bedste digitale kundeløsninger.
De nominerede blandt store pengeinstitutter:
Bedste digitale kundeløsninger:
- Arbejdernes Landsbank
- Danske Bank
- Sydbank
Samlet vinder: Årets Digitale Finansvirksomhed:
- Danske Bank
- Jyske Bank
- Nordea
Metoden bag udvælgelsen af vinderne
Metoden bag kåringen består af følgende elementer:
En analyse af pengeinstitutternes netbank, mobilbank, hjemmeside, digitale kommunikation, arbejde med sociale medier og innovation. Analysen består af en panelundersøgelse, hvor 4.000 kunder har vurderet selskabernes digitale løsninger, digitale kommunikation og innovationsevne samt en ekspertvurdering af deres digitale løsninger, digitale respons og arbejde med sociale medier.
En analyse af pengeinstitutternes interne arbejde med kunde- og forbrugerindsigter, automatisering, digital strategi og deres arbejde med procesautomatisering og kunstig intelligens. Analysen er baseret på indrapporteringer fra pengeinstitutterne i forbindelse med et dybdegående interview med den ansvarlige for pengeinstituttets digitale strategi.
Du kan læse meget mere om kåringen og tilmelde dig konferencen her.
Ud over kåringerne præsenteres resultaterne af undersøgelsen i rapporten Digital Finans 2019, der er en del af FinansWatchs videntilbud – FW Insight. Læs mere om FW Insight her.