FinansWatch

Studier: Mænd er mere risikovillige end kvinder

Der er nogle psykologiske forskelle, som spiller ind, når henholdsvis mænd og kvinder investerer, lyder det fra Danske Bank.

Sune Worm Mortensen, Danske Bank. Foto: PR

Kvinder investerer lidt for konservativt, mens mænd løber for store risici. Sådan kan nogle af de typiske fordomme og generaliseringer lyde, men måske er der noget om snakken.

Det mener Sune Worm Mortensen, der er direktør for rådgivning i Danske Bank. Han forklarer det med, at der er foretaget en række internationale studier af mænd og kvinder, som viser forskelle mellem kønnene, når de investerer, men ikke nødvendigvis til nogens fordel.

"Uden at tale kønspolitik eller noget, så er der simpelthen nogle psykologiske forskelle, der gør, at mænd tager mere risiko end kvinder. Det er ikke særlig smart, så det er ikke for at rose mændene. Tværtimod," siger Sune Worm Mortensen til Ritzau Finans.

Det, Sune Worm Mortensen ser, er, at når mændene investerer på egen hånd, har de en tendens til at købe og sælge for meget samt en tendens til overmod. Kvinderne er langt mere forsigtige og tænker mere husholdningsmæssigt. Derfor går de oftest med obligationer, som giver et lavt men sikkert afkast.

Kvinder har lavere opsparing

Kvinderne har også generelt lavere opsparinger og pension, og Sune Worm Mortensen mener, det skyldes forskel i løn samt barsel. Den forklaring er Jens Bonke, som er seniorforsker ved Rockwoolfonden, enig i. Han foretog i 2015 et studie, som skulle undersøge danskernes risikovillighed, og det konkluderede, at kvinderne også var tilbøjelige til at tage mindre risiko.

"Der er flere mænd i toppen af samfundet men også i bunden. Kvinder befinder sig i midten af indkomstfordelingen, og de kan være tilbøjelige til at være mere påpasselig med pengene," siger Jens Bonke til Ritzau Finans.

Undersøgelsen var foretaget blandt 876 repræsentativt udvalgte danskere i 2015, og her var 21 pct. af mændene risikovillige, hvor det var 12 pct. for kvinderne. Langt størstedelen af de adspurgte viste sig dog ikke at være risikovillige.

Han fandt også ud af, at den årlige bruttoindkomst var omkring 70.000 kr. større for risikovillige sammenlignet med ikke-risikovillige. Jens Bonke tror, at forskellen mellem kønnene på sigt kan blive udlignet.

"I mit studie viste det sig, at mænd var mere risikovillige end kvinder, men det kan være, det bliver mere udlignet, efterhånden som kvinders indkomst nærmer sig mændenes," siger seniorforsker Jens Bonke.

Lidt fra begge verdener

En blanding af kønnene giver de bedste investeringsresultater, mener Sune Worm Mortensen. Mændene kan have en tendens til overmod, mens kvinder er mere forsigtige. De bedste investeringsresultater ses, når man blander mænd og kvinder i grupper.

"Så kommer der lidt fra begge verdener, og de udligner hinandens forskelle, hvor kvindernes gode analytiske sans bliver suppleret af mændenes hang til at slå til hurtigt," siger han.

Rådgivningsdirektøren har derfor et råd til kvinderne om, at de skal få mere risiko og længere tidshorisont, fordi opsparingerne ikke er lige så store. Mændene skal omvendt tage det roligt, for de handler for meget og for hurtigt, påpeger han.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere