
Danske Bank-aktien stiger onsdag næsten 5 pct., og det kan ifølge Bloomberg News hænge sammen med nye oplysninger om, at den norske oliefond, Oljefondet, har købt op i bankaktien igennem 2018.
Oliefondens ejerandel er steget til 3 pct. ved udgangen af 2018 fra 1,88 pct. ved udgangen af 2017.
Opkøbet kan være et tegn på, at de store investorer mener, at aktien har lidt vel rigeligt under hvidvasksagen i Estland, der har barberet næsten 50 pct. af Danske Banks markedsværdi igennem det seneste år.
Også ATP oplyste i forbindelse med sit årsregnskab, at pensionskassen har købt op i Danske Bank-aktien.
Danske Bank stiger onsdag med 4,7 pct. til 131,20 kr. Det er det højeste niveau i syv uger.