Danske Bank-sag vil blive kommenteret af estiske myndigheder onsdag

Efter at de estiske myndigheder tirsdag skal have anholdt otte personer i forbindelse med en sag om hvidvask knyttet til Danske Bank, vil myndighederne senere onsdag kommentere Danske Bank-sagen.
Det oplyser en estisk talsperson ifølge Bloomberg News onsdag morgen.
Talspersonen nægter imidlertid at kommentere historien om de otte personer, som efter sigende skal være blevet anholdt af myndighederne.
Det var den estiske avis Postimees, som tirsdag på baggrund af oplysninger fra unavngivne kilder kunne fortælle, at der var blevet anholdt otte personer.
"Ifølge oplysningerne, som Postimees er kommet i besiddelse af, har den statslige anklager tilbageholdt otte personer i dag med en officiel mistanke i den såkaldte Danske-hvidvasksag," skrev avisen tirsdag.
Tidligere i år præsenterede Danske Bank en rapport om, hvad der var sket i filialen i Estland. Den konkluderede, at mindst 1500 mia. kr. fra udenlandske kunder var gået igennem filialen, og at bankens ledelse havde siddet flere advarsler overhørig.
/ritzau/FINANS
Medie: Estland anholder otte mistænkte for hvidvask knyttet til Danske bank