Dybvad om ny topchef: "Der skal nok ses på det med friske øjne, så der vil nok gå lidt tid"

Jagten på en ny topchef til Danske Bank har høj prioritet for Danske Banks nye formand, Karsten Dybvad. Men der går nok lidt tid, før bestyrelsen finder den rette, siger han.
Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bech
Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bech
AF RITZAU FINANS

Danske Banks nuværende direktør, Jesper Nielsen, skal nok forvente at blive siddende i hjørnekontoret lidt tid endnu.

Den nyvalgte bestyrelsesformand for banken, Karsten Dybvad, forudser således, at der vil gå noget tid, inden der vil blive præsenteret en fast direktør.

"Det første, jeg vil gøre, er at sætte mig sammen med bestyrelsen. Der skal nok ses på det med friske øjne, så der vil nok gå lidt tid," siger han, efter han fredag er blevet valgt ind på en ekstraordinær generalforsamling.

Hvor lang tid er "lidt tid"?

"Det kan jeg ikke komme nærmere. Vi vil selvfølgelig arbejde så hurtigt, vi kan, men jeg kan ikke stå at love noget her," lyder det fra formanden.

Jesper Nielsen har været administrerende direktør i banken, efter at Thomas Borgen i september valgte at fratræde sin stilling, da banken præsenterede sin interne undersøgelse af mistænkelige transaktioner i Estland.

Den konkluderede, at mindst 1500 milliarder kroner var føget igennem filialen, og at bankens ledelse havde siddet flere advarsler overhørig.

"Jeg kan love, at vi vil være virkelig omhyggelige i processen," siger Dybvad om valget af en ny direktør.

"Det skal være en administrerende direktør, som vi har tillid til kan være med til at udvikle banken fremadrettet og være med til at genoprette tilliden til banken," lyder det.

Er jeres midlertidige direktør i spil til rollen som direktør fremadrettet?

"Vi har en midlertidig direktør, som har klaret opgaven ganske godt, og derfor er det selvfølgelig sådan, at vi har lidt tid til at finde den rigtige direktør til Danske Bank," lyder det fra Karsten Dybvad.

Ole Andersen erkender: Jeg forlader en bank i dyb tillidskrise

Karsten Dybvad: Nu skal tilliden genoprettes 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også