Utilfredse investorer vil sagsøge Danske Bank
En gruppe af udenlandske investorer vil sagsøge Danske Bank for at få dækket deres tab som følge af kursfaldet efter skandalen om hvidvask i bankens filial i Estland. Det skriver Berlingske.
I spidsen for investorerne står Ole Sigetty fra advokatfirmaet Németh Sigetty. Sammen med fire andre advokatkontorer er han i færd med at indsende en stævning til Østre Landsret på vegne af de utilfredse aktionærer.
"Det forekommer os ret åbenbart, at der er en sammenhæng mellem den måde, der er ageret på – eller snarere ikke ageret – fra Danske Banks side og så de markante tab, som bankens aktionærer har lidt," siger han til Berlingske og påpeger, at Danske Banks egen advokatundersøgelse allerede har bevist, at banken har handlet "groft uagtsomt".
Skandalen om mulig hvidvask for milliarder af kroner i Danske Banks estiske fillial begyndte at rulle allerede sidste år, hvor Berlingske bragte de første afsløringer i sagen. Siden da har både topchef Thomas F. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen forladt ledelsen. Samtidig er aktiekursen tæt på halveret siden september 2017, skriver Berlingske.