Estland ser små konsekvenser af hvidvasksag – men banktilliden er svækket
Sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial kommer næppe til at få stor indvirkning på Estlands økonomi.
Det vurderer den estiske centralbank. Den har onsdag udgivet en statusrapport om tilstanden i landets banksektor.
"Effekterne af hvidvaskskandalen på Estlands finanssektor er overordnet meget lille, da Danske Bank, som har været centrum for mistanken om hvidvask, har lukket ned for sin forretning med udenlandske kunder," skriver centralbanken.
Banken nævner dog, at tilliden til den estiske finanssektor er blevet rystet som følge af sagen.
Danske Banks estiske filial blev i 2007-2015 i stor stil brugt af udenlandske kunder til at overføre penge af mistænkelig karakter. Kunderne havde adresser i alt fra Rusland til De Britiske Jomfruøer.
Ifølge bankens egen rapport om sagen er der flydt 1500 milliarder kroner gennem banken i perioden. En stor del af pengene har været lyssky.
Danske Bank fik flere advarsler gennem årene fra både myndigheder og en intern whistleblower. Men først i 2015 begyndte banken at sætte en stopper for de mistænkelige kunder.
Danske Bank er desuden nu ved at skille sig af med sine lokale kunder i Estland.
Fremover vil bankens estiske afdeling kun satse på erhvervskunder med en tilknytning til Norden.
Den estiske finanssektor bliver på bagkant af sagen om hvidvask overordnet set beskrevet som solid.
Ud over at Danske Bank er ude af billedet, fremhæver centralbanken også, at den estiske bank Versobank tidligere i år fik frataget sin licens.
Den havde brudt reglerne om hvidvask og er nu lukket ned.
Samtidig er andelen af indskud fra udenlandske kunder i Estlands banker faldet de seneste år.
De udgør nu omkring syv procent af de penge, bankerne ligger inde med.
"Virksomheder uden for EU, der må betragtes som de mest risikable kunder, udgør under én procent af alle kunder," skriver centralbanken.
Relaterede artikler:
Danske Bank vil præsentere gyserregnskab i morgen
For abonnenter
Wilkinsons advokat: Alle skal løses fra fortrolighed
For abonnenter