FinansWatch

Danske Bank nu tæt på halveret aktiekurs siden nytår

Siden nytår er Danske Banks aktiekurs faldet med knap 48 pct.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/ Ritzau Scanpix

Der er tilsyneladende ikke rigtigt en bund under aktiekursen på Danske Bank.

Alene i dag er Danske Bank-aktien faldet med op til 4,4 kr., eller 3,4 pct., så aktierne i dag er blevet handlet til 126,05 kr.

Til sammenligning kostede nøjagtigt de samme aktier den 2. januar 242,70 kr.

Siden udgangen af 2017 er Danske Bank dermed blevet 47,8 pct. mindre værd. Det svarer til et kurstab på intet mindre end 104,5 mia. kr.

Hovedårsagen er naturligvis bankens hvidvasksag i Estland og især frygten for, hvilken straf amerikanske myndigheder kan finde på at idømme banken for hvidvasksagen. Men også dyrere finansieringsomkostninger og ikke mindst bankens manglende evne til at finde en ny topchef vejer tungt i investorernes dystre vurdering af fremtiden for banken.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Hertil kommer, at Europas bankaktier generelt har haft et rigtigt dårligt 2018. Det europæiske Bloombergs finansindeks er i år faldet med 22,4 pct., mens Danmarks ledende C25-indeks er faldet med knap 12 pct.

Selv banker, der ikke er blevet ramt af hvidvasksager, som også hollandske ING, har oplevet, at 2018 langt fra har været god for aktionærerne. Eksempelvis er Jyske Bank i år faldet med 19 pct.

Men Danske Bank er sammen med Deutsche Bank og Commerzbank i særklasse stadigvæk de banker, der har klaret sig dårligst på de europæiske aktiemarkeder i år.

Det kan tydeligt ses på aktiernes nøgletal. Med en aktiekurs på 126,05 kr. er markedsværdien af hele Danske Bank nede på 112,9 mia. kr. Det er 30 pct. mindre end den bogførte værdi af bankens egenkapital.

Typisk vil en god banks egenkapital være på niveau med eller lavere end markedsværdien af bankens aktier. Eksempelvis har Ringkjøbing Landbobank en børsværdi, der er 1,4 gange så stor som bankens egenkapital.

Også hvis man ser på, hvad investorerne i dag vil betale for en krones overskud i Danske Bank, ser det sort ud. Målt i forhold til 2017-resultatet, så vil investorerne i dag blot betale 6,1 gange bankens overskud pr. aktie for at købe en aktie i banken. For Nordea er det tilsvarende tal, price/earnings, på 9,8, mens det er på 10,1 for Swedbank og 11,4 for Handelsbanken.

En gennemgang af, hvilke børsmæglere der handler med Danske Bank-aktien i dag, indikerer, at det fortsat langt overvejende formentlig er udenlandske investorer, der handler aktierne. Men på købersiden optræder børsmæglere som Sydbank, Nordnet, Avanza og Saxo Bank, der typisk primært udfører handelsordrer for privatkunder.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere