Danske Bank-direktør efter kreditsmæk: "Naturligt og forventeligt"
Det kommer ikke bag på Danske Bank, at hvidvasksagen har fået konsekvenser for bankens kreditvurdering hos de store ratingbureauer.
Det siger midlertidig finansdirektør Morten Mosegaard til FinansWatch, efter at amerikanske Moody's fredag har nedjusteret Danske Banks kreditvurdering som følge af sagen om mulig hvidvask i den estiske fillial.
"Det er naturligt og forventeligt, at vores omverden, herunder kreditvurderingsinstitutterne, tager et kritisk blik på banken efter offentliggørelsen af Estland-rapporten d. 19. september, og efter at det amerikanske justitsministerium er gået ind i sagen. Moody's har besluttet at sænke kreditvurderingen, og det tager vi til efterretning," udtaler han i en skriftlig kommentar.
Det er fjerde gang inden for få uger, at et ratingbureau nedjusterer sin kreditvurdering af Danske Bank.
Moody's begrunder sin beslutning med, at Danske Bank risikerer at få anseelige bøder i både Europa og USA, hvor myndighederne lige nu undersøger den mulige hvidvask i Estland fra 2007 til 2015.
Ratingbureauet forventer samtidig, at sagen vil kræve tid og ressourcer og derfor kan fjerne ledelsens fokus fra andre områder af forretningen.
En lavere kreditvurdering kan i værste fald betyde, at det bliver dyrere for Danske Bank at låne penge. Finansdirektør Morten Mosegaard forventer dog ikke, at det vil blive et problem.
"Umiddelbart får den nye vurdering fra Moody’s ikke nogen stor betydning for banken. Vi har et meget begrænset lånebehov på den korte bane, og det er vores opfattelse, at vi fortsat har en fornuftig adgang til finansiering på de internationale lånemarkeder," siger han.
Moody's sænker Danske Banks kreditvurdering
Danske Bank kan have udsigt til lavere rating hos canadisk bureau
Relaterede artikler:
Moody's sænker Danske Banks kreditvurdering
For abonnenter