Bøde og bonusdyk kan besværliggøre Danske Banks jagt på talenter
Danske Bank risikerer en stor milliardbøde som følge af sagen om hvidvask i den estiske filial. Sker det, kan det ifølge Børsen også påvirke bankens udbetaling af bonusser til de ansatte og i sidste ende hæmme muligheden for at tiltrække talenter.
"I enkelte dele af banken er bonusser en kæmpe del af kontrakten, så usikkerhed om det fremtidige niveau vil have betydning for tiltrækningskraften," siger udtaler Nima Astanehdost, adm. direktør i rekrutteringsvirksomheden Randstad Danmark, til avisen.
Danske Banks HR-direktør, Henriette Fenger Ellekrog, udtaler, at man ikke vil spekulere i størrelsen i en bøde, og at der ikke sket ændringer i bankens aflønningspolitik som følge af sagen i Estland. Hun understreger, at den variable aflønning fortsat afhænger af faktorer som bankens finansielle performance, udviklingen i kundetilfredshed og individuelle målsætninger. Ifølge hende er det derfor "alt for tidligt" at sige noget om, hvordan niveauet for bonus vil være de kommende år.
Danske Bank udbetalte i 2017 1,65 mia. kr. i samlede bonusser, mens lønudgifterne var på 10,4 mia. kr. I en sideartikel skriver Børsen, at Danske Banks formand, Ole Andersen, har udtalt til svensk medie, at banken som følge af hvidvasksagen vil se, om der har været udbetalt bonusser på et fejlagtigt grundlag fra 2007 til 2015.
Whistleblower i hvidvasksag ønsker beskyttelse efter navnelæk
Schweizisk finanstilsyn ser nærmere på mistænkelige pengestrømme via Danske Bank
Avis sætter navne på danske kunder i Danske Banks estiske filial