Lobbyorganisation ønsker præcisering af bødetildeling i nyt hvidvaskforslag

Finanssektorens fælles interesseorganisation Finans Danmark tager politikernes ønske om højere bøder i forbindelse med hvidvask til efterretning, men ser meget gerne, at forslaget præciseres, så der kun kan tildeles bøder, hvis der er handlet "forsætligt" eller "groft uagtsomt".
"Henset til den store forhøjelse af bødeniveauet, som lovforslaget lægger op til, bør det i forlængelse heraf præciseres, at virksomheden skal have handlet forsætligt eller groft uagtsomt for at kunne idømmes en bøde," skriver Finans Danmark i høringssvaret til det forslag, som den finansielle forligskreds præsenterede onsdag, samme dag som Danske Bank fremlagde sin hvidvaskredegørelse.
Lovforslaget lægger op til en ottedobling af det nuværende bødeniveau for overtrædelse af hvidvaskloven, og det betyder, at bødeniveauiet i Danmark ryger op i den absolutte top i Europa.
Positive takter
Hvidvaskforslaget har ellers fået kritik for at lefle for folkestemningen ved at indføre større bøder, mens der samtidig kun tilføres "pinligt få midler" til myndighedernes overvågning.
"Noget af det er fornuftigt, men der er også noget af alt den her nye lovgivning, som er symbollovgivning. Det virker til, at man fra politisk side gerne vil vise, at man gør noget," udtalte Jakob Dedenroth, jurist og direktør i konsulenthuset Revisorjura, tidligere fredag til FinansWatch.
Men sådan ser man ikke på det hos Finans Danmark.
"Når man ser, hvad der er lagt frem, så er det nogle meget positive takter, og det er nogle ting vil gerne vil arbejde med at understøtte, blandt andet etableringen af en task force," siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark.
"Vi vil gerne have et effektivt system op at stå, så vi kan holde hinanden i hånden og forbygge hvidvask og terrorfinansiering," tilføjer han.
Blandt initativerne er også en tilførsel af ressourcer til vagthundene på området på i alt 15 mio. kr., et beløb som ifølge Jakob Dedenroth og bankforsker Lars Krull fra Aalborg Universitet mener er alt for lidt.
Men også i forhold tli om de 15 mio. kr. er nok er Finans Danmark mere afbøjet i sit syn på det politiske lovforslag.
"Det er svært at udtale sig om, men jeg kan konstatere, at der fra politisk hold er lagt op til, at mangler der penge, så kommer der flere penge," siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Ny hvidvaskaftale får hård medfart: Symbollovgivning med pinligt få midler
Regering fraviger egne principper med ny hvidvaskstramning
Erhvervsministeren: "Markante aftryk fra SF" i hvidvaskaftale
Politisk flertal strammer hvidvasklovgivning: "Danmark får formentlig det højeste bødeniveau i Europa"