FinansWatch

Dyrere at få banklån

Mange af de danske banker har hævet deres udlånsrenter voldsomt i den seneste tid. Danske Banks Peter Straarup vil ikke udelukke yderligere rentestigninger pga. den finansielle uro.

Nu rammer rentestigningerne for alvor danskerne i form af dyrere lån i bankerne i forlængelse af krisen, den finansielle uro og den kritiserede bankpakke III. Alene den seneste måned har 43 af 122 danske banker og sparekasser hævet renten på boliglån ifølge en opgørelse fra Mybanker.

Danske Bank-topchef Peter Straarup, der netop har hævet renten med op til 0,5 pct., vil ikke udelukke yderligere ekstraordinære rentestigninger uden om Nationalbanken, der ellers normalt dikterer udviklingen i bankernes renter på ind og udlån.

»Situationen på de finansielle markeder er fantastisk ustabil, og jeg vil ikke give garantier for, at der ikke kan komme yderligere rentestigninger uafhængigt af, om Nationalbanken eller andre centralbanker hæver renten.«

Peter Straarup påpeger, at banken ikke har aktuelle planer om at hæve renten. Men Danske Bank har allerede iværksat rentestigninger, der gør, at banken får yderligere 2,5 mia. kr. på bundlinjen. Heraf kommer de 500 mio. kr. fra en stigning i Realkredit Danmarks bidragssatser på op til mere end 100 kr. om måneden pr. lånt million kr.

Bankpakker koster dyrt

En sammenligning af halvårsregnskaberne viser, at Danske Bank ligger markant svagere end de øvrige nordiske storbanker på indtjeningen. Det kan i sig selv betyde højere renter for kunderne, fordi banken ser svagere ud og derfor skal betale mere for at låne i udlandet. Det hjælper heller ikke, at udlandet har mistet tillid til den danske banksektor pga. den kritiserede hårde behandling af krakkede banker under bankpakke III, hvor indlånere helt ekstraordinært i Europa har tabt penge, som det var tilfældet i både Fjordbank Mors og i Amagerbanken.

»Der er ingen tvivl om, at bankpakke III generelt har gjort det dyrere for danskerne at låne penge,« siger Peter Straarup.

Også John Norden, direktør fra Mybanker.dk, der løbende overvåger bankernes rentepolitik, er overbevist om, at bankernes lånerenter vil blive sat yderligere i vejret i den kommende tid.

»Hvis bankerne ikke tjener penge nu, dør de. Derfor kommer vi resten af året til at se, at pengeinstitutternes renter bliver sat i vejret. Vi har allerede set, at et stort antal banker har hævet renten med fra 0,75 pct. og op til 1 pct.,« siger John Norden, som forudser, at de mindre banker alt andet lige bliver nødt til at hæve renten mere end de store.

Læs alt om Danske Bank-koncernens Q2-regnskab

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs