Danske Bank risikerer retssag i Spanien
Meget har Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, måttet lægge ører og øjne til gennem sine mange år i banken. Men det er formentlig første gang, at han oplever at se sit navn stå på et anklageskrift, som er sendt til en spansk domstol.
Det er ikke desto mindre tilfældet i en sag i Sydspanien, hvor et advokatfirma nu forsøger at få en sag op at stå mod Danske Bank.
Firmaet Lawbird Legal Services mener at kunne bevise, at Danske Bank har snydt en ældre englænder, fordi banken har givet ham forkerte oplysninger om nogle skatteregler i det informationsmateriale, som var med til at overbevise ham om at investere gennem banken.
»Danske Bank har ganske enkelt givet urigtige oplysninger til min klient. Han er derfor blevet lokket ud i en investering, som han aldrig burde have foretaget,« siger advokat Antonio Flores fra Lawbird Legal Services, der har hovedkontor i Marbella i Sydspanien.
Den engelske mand, som nu er pensionist, lånte i 2004 1 mio. euro af Danske Bank, som på det tidspunkt havde en afdeling i Sydspanien. Pengene blev investeret via Danske Banks afdeling i Luxembourg, hvilket den ikke havde en heldig hånd med, da værdien er faldet med 800.000 euro.
Lånet er ikke faldet
Lånet på 1 mio. euro er imidlertid ikke faldet i værdi, og de penge vil Danske Bank nu gerne have tilbage. Men dem har manden ikke mere, og derfor forsøger banken i stedet at få fat i hans hus i Sydspanien.
For at forhindre dette kontaktede englænderen det spanske advokatfirma, som i forbindelse med sagen altså mener at have fundet ud af, at Danske Bank har snydt og bedraget manden.
De på papiret alvorlige anklager mod Danske Bank - og Peter Straarup, som bliver nævnt i anklageskriftet - får dog ikke bankens ansatte til at ligge søvnløse om natten.
Det lykkedes ikke søndag at fange den ansvarlige for Danske Banks afdeling i Luxembourg, Klaus Mønsted Pedersen. Men bankens pressechef siger om sagen.
»Jeg kender ikke den konkrete sag, og jeg kender ikke noget til, at Danske Bank International skulle have misinformeret. Det er før set, at nogle advokater i bestemte lande har en ret aggressiv fremfærd, når de prøver at få en sag for domstolene,« siger Anders Klinkby Madsen.