Omstridt lønforhøjelse vedtaget i Danske Bank

Danske Banks aktionærer stemmer ja til at forhøje bestyrelsens løn og genindføre et ellers suspenderet princip om resultatløn til direktionen. Men det var langt fra alle aktionærer, der gik ind for det forslag om lønstigninger, som bestyrelsen selv stod bag.
RITZAU FINANS

"Er det ikke et lidt særpræget tidspunkt at stille forslag om, at man skal hæve sit eget honorar, mens aktionærerne ikke skal have noget udbytte," spurgte en aktionær, der præsenterede sig selv som "formueforvalter og økonomichef" af sin egen økonomi.

Dertil svarede bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen, at der efter hans mening er forskel på de to ting.

"Honorarer skal justeres, når de skal, og udbytte skal betales, når det kan lade sig gøre," sagde bestyrelsesformanden, hvortil salen kvitterede med højlydt buhen og øv-råb.

"Ja, sådan ser jeg nu på det," lød det fra Alf Duch-Pedersen.

Bør vente

En anden aktionær anerkendte bestyrelsens argument om, at bestyrelseshonorarerne i Danske Bank halter efter sammenlignelige virksomheder, men han mente, at bestyrelsen i hvert fald burde vente et år med at få lønforhøjelse, til den har leveret resultater, aktionærerne kan være tilfredse med.

Alligevel blev bestyrelsens forslag vedtaget med et flertal, der kunne gøre en afrikansk diktator misundelig, idet mere end 99 pct. af aktionærerne stemte for.

Forslaget gik ud på at hæve bestyrelsesmedlemmernes honorar og genindføre den resultatafhængige løn for direktionen, der ellers har været suspenderet. Det faste årlige honorar for bestyrelsesmedlemmer hæves til 450.000 kr. mod 325.000 kr. i 2010. Formanden skal ifølge forslaget fortsat have det tredobbelte. Til gengæld nedsættes betalingen for at være med i et udvalg til 150.000 kr. fra 200.000 kr. Udvalgsformænd skal fortsat have 40.000 kr. for deres indsats.

Maksimering afskaffes

Samtidig afskaffes "maksimeringen af honorarerne". Hidtil har der været et loft over honoreringen for formandskabet på fire gange det faste årlige honorar og for den øvrige bestyrelse på to gange det faste honorar.

For Danske Banks direktører er der også noget at komme efter. Resultatafhængig løn bliver nemlig genetableret, efter at banken ellers havde suspenderet sit incitamentsprogram i 2008.

"Puljen til resultatafhængig løn vil blive fastlagt med udgangspunkt i en vurdering af koncernens budgetopnåelse samt en række målepunkter," oplyste Alf Duch-Pedersen i sin beretning.

Bestyrelsen understreger, at forslaget følger EU's anbefalinger om resultatafhængig løn.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også