Danske Bank: Aktieemission til 86 kr.

Bestyrelsen i Danske Bank har i dag fastlagt de endelige betingelser for emissionen. Udbudskursen lander på 86 kr. og giver banken 20 mia. kr. i kassen. Pengene skal bruges til at betale af på gælden til staten.
Foto: Ricky John Molloy
Foto: Ricky John Molloy
AF PIA GLUD MUNKSGAARD OG CHRISTIAN SEHESTED

Danske Bank har i dag sendt et prospekt på gaden.

Udbudskursen bliver 86 kr. pr. ny aktie, hvilket giver banken et bruttoprovenu på cirka 20 mia. kr.

"Formålet med emissionen er at bringe Danske Banks egenkapital på et niveau, som bankens ledelse anser for at være passende i forhold til kommende international regulering med ændrede kapitalkrav," skriver banken i forbindelse med offentliggørelsen af prospektet.

Udbudsprisen på 86 kr. repræsenterer ifølge banken en rabat på 29,2 pct. i forhold til lukkekursen den 11. marts.

Ingen aftale med staten

Pengene skal ifølge banken bruges til at betale en del af den dyre statsgæld fra bankpakkerne tilbage. Banken gør dog klart, at man endnu ikke har en aftale på plads med staten om tidlig indfrielse af lånet.

"Danske Bank har indledt drøftelser med den danske regering om tilladelse til allerede i maj 2012 at tilbagebetale det lån på 24 mia. kr., som banken i maj 2009 optog hos den danske stat i form af indskud af hybrid kernekapital," skriver banken i en meddelelse og fortsætter:

"Hvis den danske regering indvilger i en førtidig tilbagebetaling, har banken til hensigt med forbehold for opfyldelse af visse andre betingelser at anvende provenuet fra emissionen til delvist at finansiere en fuld tilbagebetaling af hybridkapitalen. Indtil en sådan tilbagebetaling vil provenuet blive anvendt til almindelige bankforretninger".

Fuldt garanteret

Banken gør samtidig klart, at en række internationale banker - Bank of America, Merrill Lynch, Deutsche Bank, Barclays Capital, BNP PARIBAS, Morgan Stanley og Nomura - fuldt ud garanterer emissionen.

Danske Banks to største aktionærer, A.P. Møller-fonden med 22,8 pct. af bankens aktier og Realdania med 10,1 pct. har ifølge banken allerede givet deres støtte til emissionen.

Tegningsperioden er den 22. marts til den 4. april.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også