Danske Bank høster kunder på Amager

Selvom Danske Bank ikke kan købe hele eller dele af Amagerbanken, lukrerer Danmarks største bank på krakket i form af en markant stigning i kundetilgangen.
AF RB-Børsen

Det oplyser bankdirektør for Danske Banks danske aktiviteter Tonny Thierry Andersen til RB-Børsen. Danske Bank er største bank på Amager, og der er tryk på telefonerne efter den - for Amagerbankens kunder - "dybt beklagelige situation", oplyser han.

"Vi har ti filialer på Amager og har kaldt ekstra personale ind. Vi oplever omkring 500 opkald om dagen med folk, der gerne vil være kunder i banken. Vi skal nok sørge for, de får en god oplevelse. Vi er største bank på Amager," siger bankdirektøren.

Kan ikke købe

Tonny Thierry Andersen understreger dog, at Danske Bank ikke kan købe kunderne eller filialerne direkte grundet bankens dominerende position i Danmark.

Den største bekymring for Danske Bank i forbindelse med Amagerbanken er, at kunderne ikke bliver behandlet pænt.

"Det værste, der kan ske, er, at vi ikke håndterer, de kunder vi får på en god og professionel måde. Derfor ligger vi meget energi i at have den rigtige bemanding til at håndtere det," lyder det fra Danske Bank direktøren.

De små kan blive ramt

Amagerbankens situation kan få betydning for de mindre banker i den danske banksektor, vurderer han. De kan blive ramt på funding-omkostningerne.

"Jeg tror, det er rigtigt, at Amagerbankens situation vil få betydning for fundingomkostningerne for bankerne generelt. Men der vil være en todeling af sektoren, skønner han. Der vil være banker med et internationalt navn, der stadig vil kunne hente funding til konkurrencedygtige priser - og dem der ikke kan."

"Den første gruppe vil vel være en håndfuld af de danske banker. For de mindre kan det give problemer og dyrere omkostninger. Jeg tror på en todeling," vurderer Tonny Thierry Andersen.

Yderligere konsolidering

Der kan også blive sparket gang i yderligere konsolidering af den danske banksektor, der for et par år siden talte omkring 160 pengeinstitutter, og som nu er reduceret til cirka 120.

"Det er vel ikke utænkeligt, at der om et par år vil være 40 færre," gætter bankdirektøren.

Meget afhænger af, om man som bank har den rigtige forretningsmodel og kraft til de krav, der stilles fremadrettet.

"Bankerne bør stille sig det spørgsmål: Hvad skal vores forretningsmodel, når vi ser der kommer på øget regulering, øget pres på compliance (administrative krav), øgede krav til kreativitet og øget behov for investeringer? Der skal en vis størrelse til, for at kunne gøre det effektivitet," vurderer Tonny Theirry Andersen.

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også