FinansWatch

Banknordik-boss: Tilbageførte nedskrivninger bredt funderet

En god samfundsøkonomisk udvikling bidrager til store tilbageførte nedskrivninger hos Banknordik, siger direktør.

Árni Ellefsen Foto: PR / Banknordik

En god samfundsøkonomiske udvikling bidrager til store tilbageførte nedskrivninger hos Banknordik, som mandag bekræfter de regnskabstal, som banken kom med 22. juli, da banken opjusterede forventningerne netop som følge af en positiv udvikling på nedskrivningsposten.

I første halvår udgjorde nedskrivningerne en nettoindtægt på 72 mio. kr. mod en indtægt på 54 mio. kr. i samme periode året før, og det var drivkraften for bankens forbedring af driftsresultatet, der i perioden voksede til 153 mio. kr. fra 142 mio. kr.

"Tilbageførslerne af nedskrivningerne er relativt bredt funderet over porteføljen. Der er godt nok et par enkelte større kunder, vi har tilbageført på, men langt den største del er bredt over alle tre markeder - både Færøerne, Grønland og Danmark," siger bankens adm. direktør, Árni Ellefsen, i et interview med Ritzau Finans.

"Udviklingen er et udtryk for, at samfundsøkonomien har haft det godt nu i nogle år, men det er selvfølgelig også et udtryk for, at vi har en meget sund kreditportefølje - både på privat og erhverv."

Ser ikke store tab forude

Han virker samtidig fortrøstningsfuld i forhold til udviklingen på nedskrivningssiden den kommende tid, om end eksponering inden et af de store erhverv på Færøerne og Grønland, fiskeriet, historisk har givet nogle udsving.

"Lige nu kan jeg ikke se, at vi skulle få nogle store tab, men vi skal selvfølgelig forholde os til, at både Grønland og Færøerne er meget fiskeriafhængigt. Det er nogle brancher, som har svinget historisk, men lige her og nu ser det fornuftigt ud," siger Árni Ellefsen.

"Hvis jeg ser et halvt helt år frem, kan jeg ikke se de store tab komme.".

I forhold til aktiviteten i banken glæder han sig over et højt niveau, hvilket blandt andet gælder i Danmark, hvor banken alene satser på privatkunder.

Tager markedsandel i Danmark

"I Danmark øger vi både realkreditudlån og almindelige udlån mere, end hvad branchen gør, og det er også vores strategiske målsætning - at vi skal vokse mere end markedet," siger direktøren.

Det samme gælder i øvrigt for Grønland, mens målet på Færøerne er at fastholde markedsandelen, som her er på cirka 40 pct.

Også på Færøerne har banken oplevet en bedre udvikling end markedet generelt, nævner Árni Ellefsen, som dog samtidig må erkende, at øgede volumener ikke har kunnet kompensere fuldt ud for effekten af en presset rentemarginal.

Trods øget udlån må banken for første halvår se renteindtægterne falde til 181 mio. kr. fra 188 mio. kr. i samme periode året før.

"Det er det, som vi ser som den store udfordring fremadrettet. Vi er godt med rent forretningsmæssigt og tiltrækker de kunder, vi gerne vil tiltrække, men det er svært at få det omsat til en langt højere toplinje. Det kommer vi ikke udenom," siger Árni Ellefsen.

Fortsat pres på rentemarginal

Han ser samtidig ikke umiddelbart tegn på, at presset på rentemarginalen vil aftage.

"De sidste kvartaler har vi bebudet, at nu forventer vi, at den flader ud. Men vi må bare erkende , at indtil videre er den bare blevet presset - jeg er lige ved at sige kvartal til kvartal. Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at det stopper her og nu," forklarer han.

En akilleshæl er, at banken taber penge på indlån, da privatkunder får nulrente, selvom banken selv må placere sin overskudslikviditet til negativ rente. Det til trods har Banknordik ingen planer om at indføre negative indlånsrenter over for privatkunderne.

Mens renteindtægterne trods det stigende udlån er under pres, så kan den generelt højere aktivitet ses på gebyrsiden, hvor indtægterne i halvåret er steget til 93 mio. kr. fra 87 mio. kr. i første halvår sidste år.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere