Gert Jonassen træder ind i mødelokalet på 11. etage i Arbejdernes Landsbanks hovedkontor på Banegårdspladsen 1.

Klos op ad Københavns Hovedbanegård og en snotklat fra det gamle brokvarter, Vesterbro, som gentrificeringen har fyldt med hipstere og tilflyttere, men som igennem mange, mange generationer har været hjem for det arbejdende folk.

Han hilser venligt og beklager; han er ramt af snotnæse og hoste, som satte ind, da han for nylig bremsede op.

Gert Jonassens tid som topchef i Arbejdernes Landsbank nærmer sig enden. Den 31. marts siger han farvel til banken, som har været hans professionelle hjem, siden han som en utilpasset teenager med skulderlangt hår satte sig til rette på bagerste række ved velkomstmødet for bankens nye elevkuld den 1. august 1976.

For en måned siden – midt i overleveringen af banken – mistede han sin hustru, Jeanne, der døde af kræft. 

”Jeg er mentalt robust. Men det her, det gør ondt. Det kan man ikke rigtigt beskrive. Jeg må jo lande på benene igen. På en eller anden åndssvag måde,” siger Gert Jonassen.

Byen ligger indhyllet i tåge. Solen har hele morgenen kæmpet for at bryde igennem de lavthængende skyer, men de bittesmå vanddråber, som tegner streger på de store ruder i mødelokalet, har ikke kapituleret.

Beslutningen om at stoppe blev truffet, før Gert Jonassens hustru blev syg. Faktisk har han i seks år været klar over, at tiden til at træde tilbage skulle være cirka nu, og selvom flere kollegaer har spurgt, om han fortryder sit valg, er han ikke i tvivl om, at det er det rigtige.

”Hendes forløb har intet med min beslutning at gøre. Intet. Det var et spørgsmål om, hvornår jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt at trække stikket. Jeg har altid sagt, at jeg går, inden jeg begynder at få øgenavne. Jeg ved ikke, om jeg har fået dem, jeg har i hvert fald ikke hørt dem,” siger Gert Jonassen, der fyldte 64 år i januar. 

”Men jeg kommer til at skulle vænne mig til at drive min verden anderledes. Sådan er det. Jeanne og jeg havde mange planer. Dem må vi se i vejviseren efter.”

Murersøn og provo

Gert Jonassen har været ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank siden 2005, hvor han overtog stafetten fra Ernst Midtgaard. 

Han har ingen akademisk baggrund og endte – siger han selv – mest af alt i stolen på grund af livets tilfældigheder.

”Hvis min gamle lærer havde satset 100 kr. på mig i sin tid, så ville hun kunne være gået på pension nogle år før. Jeg var sgu ret umulig at danse med i realen,” siger Gert Jonassen.

Han er opvokset i Brønshøj, født ud af de socialdemokratiske rødder med en hjemmegående mor og en far, der var murer. Tidligt i livet blev han udset til at følge i faderens fodspor, selvom han mest af alt drømte om at være trommeslager i et rockband.

Så da han var færdig med realskolen, blev han sendt ud på en byggeplads for at blive lært op af den ”den gamle”.

”Der gik vi sammen i tre uger, hvor jeg syntes, at han var en idiot, og han syntes, jeg var en svækling. I det hele taget var vi uenige om alt,” siger Gert Jonassen og lægger tryk på alt.

Stridighederne mellem far og søn blev for meget for Gert Jonassens mor, der satte foden ned. På hendes kommando blev Gert Jonassen, der altid havde haft nemt ved matematik og regning, sendt på handelsskolen.

”Derfra var det så pinligt nok også min mor, der besluttede, at jeg skulle ind i en bank. Hun skrev min ansøgning, som jeg så skrev over, så det var min håndskrift,” siger Gert Jonassen.

Ansøgningen blev afleveret i Arbejdernes Landsbanks filial i Brønshøj og hos tre andre pengeinstitutter, der dengang holdt til i byen. Arbejdernes Landsbank reagerede først og indkaldte den dengang 17-årige Gert Jonassen til samtale i hovedkontoret i København.

”Hvis vi skal gøre det helt pinligt, så fulgte min mor mig herind. Hun ville sikre sig, at jeg mødte op, for jeg kunne godt finde på at synes, det var sjovt at lave noget andet,” siger Gert Jonassen.

Moderen sørgede for, at den unge provo, som Gert Jonassen kalder sit 17-årige jeg, mødte op til samtalen. Han fik en elevplads i banken, som han endnu ikke har forladt knap 50 år senere.

Panik i Mimersgade

Gert Jonassen tager en tår vand for at slå en hoste ned, som i de sidste 20 sekunder har hakket hans sætninger over.

”Faktisk har jeg skiftet arbejde rigtig mange gange. Det kan lyde underligt, men banken har evnet at udfordre mig, hver gang jeg var ved at være træt af en given funktion,” siger Gert Jonassen.

Gert Jonassens elevtid startede i filialen i Bispebjerg. Siden flyttede han til afdelingen i Mimersgade midt i det gamle Nørrebro, hvor han hver torsdag sad med sved på panden og stangede 100 kronesedler over disken til en stor flok modne kvinder fra Arbejdernes Fællesbageri, den gamle Rutana Brødfabrik, der benyttede deres frokostpause til at få udbetalt ugeløn.

”De var ret skarpe i mundtøjet og råbte om grønne afgange. Jeg var i panik, for jeg skulle også have kassen til at stemme bagefter. Men de var skidesøde,” siger Gert Jonassen. 

I 1979 – efter et par år ude i filialerne – rykkede Gert Jonassen til hovedkontoret på Vesterbro. Han fik en kontorchef, Vagn Enge, der tidligt viste den unge bankmand stor tillid. Han blev taget med ud til møder med storkunder og blev sendt i byen alene, og allerede dengang begyndte han at få en lille smule gruppeansvar.

Han blev også hurtigt koblet på arbejdet med at flytte nogle opgaver over på nye online-systemer, og han blev uddannet til det, man dengang kaldte onlineoperatør. Der lærte han at håndtere de gamle CMC7-dokumentlæsere, og selvom det var mindre fint, end det lød, så blev man ifølge Gert Jonassen ”lidt af et orakel i banken”, når man kunne finde ud af den slags.

Det betød også, at han kom til at arbejde med såkaldt dokumentløs clearing, da det piblede frem i starten af 1980’erne. Tidligere slæbte alle banker checks ned til Nationalbanken, hvor bankerne sad og fordelte og udlignende. Men med det nye system gik arbejdet fra at være manuelt til automatisk.

Gert Jonassen havde samtidig arbejdet med særligt indlån, og kombinationen og it-indsigten og forståelsen for bankens produkter gjorde ham til en oplagt kandidat, da der manglede en mand i bankens it-afdeling i Glostrup. Sammen med fem andre sad han og fungerede som bindeled mellem bankens forretning og bankens datacentral BEC.

Han kom til at arbejde i it-afdelingen i ti år, hvilket ifølge ham selv fik stor betydning for, at han senere steg helt til tops i banken.

”Vi lavede løsninger på likviditetsområdet, det var på specielle produkter, det var kasseløsninger, det var på you name it. Der er ikke det hjørne af banken, jeg ikke har prøvet enten at være med til at undervise i eller skrive en forretningsgang for,” siger Gert Jonassen.

Sideløbende med arbejdet i it-afdelingen tog han flere uddannelser. Han blev merkonom i finansiering, han læste organisation og personaleledelse og prøvede også kræfter med edb-programmering.

I 1994 skulle bankens daværende chef for edb- og organisationskontoret på pension. Gert Jonassen søgte og fik jobbet.

”På en eller anden måde lykkedes det mig at samle et fantastisk hold. Afdelingen voksede fra en lille afdeling på 6-7 mand, da jeg startede, til 25-30 mand og blev en magtfaktor i banken, som man var afhængig af,” siger han.

Bankens øverste ledelse med Ernst Midtgaard i spidsen fik på det tidspunkt for alvor øje på murersønnen.

Fagvægelsens barn er blevet stor

En høj, brummende lyd afbryder Gert Jonassen.

”Nå, det er gardinerne,” siger han og flytter blikket mod de store vinduer.

”De lever sgu deres eget liv,” fortsætter han, mens de sorte rullegardiner kører en halv meter ned fra loftet, men stopper, før de dækker udsigten over byen.

Tågen ligger fortsat som en dyne over Vesterbro, hvor Arbejdernes Landsbank har haft hovedsæde, siden banken i 1927 flyttede ind i Panoptikonbygningen på hjørnet af Berntorffsgade og Vesterbrogade.

Arbejdernes Landsbank blev stiftet som et ikke-børsnoteret aktieselskab i 1919. Det socialdemokratiske koryfæ Thorvald Stauning sad for enden af repræsentantskabsbordet, og bankens aktier blev tegnet af arbejderbevægelsens koorporative virksomheder og af fagbevægelsen, der ville skabe deres egen bank for at gøre sig uafhængige af de private banker.

I dag er banken fortsat ejet af fagbevægelsen. De fem største aktionærer – 3F, Dansk Metal, Fødevareforbundet NNF, HK og Fagbevægelsens Hovedorganisaton – ejer tilsammen 81,43 pct. af aktierne og er alle repræsenteret i bankens bestyrelse, som er ledet af formand Claus Jensen fra Dansk Metal. 

En ejerkreds, der adskiller Arbejdernes Landsbank fra de andre dyr på savannen, og som også ofte har betydet, at banken har måttet gå anderledes til ting end konkurrenterne. For eksempel gør banken ikke brug af bonusordninger eller aktieoptioner for bankens ledelse, ligesom banken i tiden med negative renter var blandt de allersidste til at kræve penge for privatkundernes indlån, fordi ejerkredsen ønskede at friholde dem, så længe det overhovedet kunne lade sig gøre.

”Det er en hårfin balance, som kan være svær at håndtere. Som ordførende direktør er du nødt til at kunne forstå ejerkredsen. Du er nødt til at kunne forstå, hvilke opgaver de står med,” siger Gert Jonassen.

Arbejdernes Landsbank er samtidig vokset gevaldigt, siden Gert Jonassen overtog roret i 2005. Bankens egenkapital er vokset fra cirka 2 mia. kr. til 12 mia. kr. Man har overtaget aktiemajoriteten i Vestjysk Bank, som er blevet en del af familien, og banken er havnet i selskab med de største banker som systemisk vigtig bank. Altså en bank, der er for stor til, at samfundet kan tåle, at den falder. Ud over Arbejdernes Landsbank har kun fem pengeinstitutter dét stempel.

”Fagbevægelsens barn er blevet et stort barn. Men jeg har altid sagt til ejerkredsen, at så længe de selv bestemmer, hvor vi kører banken hen, så ser jeg sgu ikke udfordringer i det,” siger han.

Gert Jonassen bander oftere end andre bankdirektører. Han slutter de fleste af sine sætninger med et konstaterende ik’, og når han taler, er kollegaerne ikke blot dygtige, men pissedygtige, og kortspillet bridge er ikke bare fedt, men skidefedt.

Han er medlem af Socialdemokratiet og har altid været overbevist om, at uligheden ikke må vokse så meget, at man taber folk på gulvet. Fagbossernes jargon har passet ham godt, også selvom Claus Jensen af og til ringer klokken 6 om morgenen, forundret over at Gert Jonassen stadig lyder søvndrukken.

”Der er ikke nogen af dem, der sidder i bestyrelsen, der er mundlamme. Man taler direkte til hinanden. Det kan jeg godt lide,” siger Gert Jonassen.

Steg helt til tops

I 2003 blev Gert Jonassen prikket på skulderen. Ernst Midtgaard var mør og klar til at gå på pension, og han havde udset sig Gert Jonassen som sin afløser, når hans tids skulle slutte.

”Jeg var sådan lidt ”puha er du helt sikker på det her?” Jeg sagde ja, selvom jeg faktisk syntes, jeg var lidt for tynd på kreditområdet. Men han havde en enorm tillid til mig og til, at jeg kunne løse det her job,” siger Gert Jonassen.

I 2004 blev han udnævnt til bankdirektør, og året efter satte han sig til rette som topchef. Han fik lov til at sætte sit eget hold, finde sine legekammerater, og her var den første, han tog fat, i Jan W. Andersen, der sad som underdirektør i banken.

De to var startet i banken på det samme elevhold tilbage i 1976. De havde faktisk også gået på handelskolen samtidig, omend i parralleklasser, men i banken havde de kørt parløb. 

”Jeg tog fat i Jan den første dag, jeg var blevet udnævnt. Jeg sagde til ham: Nu bliver du sgu siddende, for jeg skal bruge dig, og jeg skal bruge dig på den lange bane,” siger Gert Jonassen.

Jan W. Andersen blev udnævnt til vicedirektør, Gert Jonassens tætteste partner, og sammen tegnede de banken, som under deres lederskab tog en mere aktiv rolle i den offentlige debat, ligesom de satte sig for at give kundetilfredsheden et gevaldigt løft, hvilket lykkedes. Banken blev for 14. år i træk i januar i år udråbt som danskernes foretrukne bank i en meningsmåling fra analysehuset Voxmeter.

Jan W. Andersen er analyserende af natur, mens Gert Jonassen er mere utålmodig. Det gjorde ifølge Gert Jonassen makkerskabet stærkt.

Samtidig opbyggede de en personlig relation af den slags, hvor den ene blot skal sige et enkelt ord, før de ser den samme scene for sig fra Monthy Python eller Terkel i Knibe og bryder ud i latter.

Det var også de to, der sammen tog fat i bestyrelsen for nu snart seks år siden for at planlægge et generationsskifte. Jan W. Andersen havde flere kilometer i benene, så derfor var det naturligt, at han skulle overtage roret, når et nyt hold var på plads.

”Vi har fulgtes ad i næsten 50 år. Vi har fuld tillid til hinanden. Han er et fantastisk menneske, og han bliver svær for mig at undvære. Men det skulle jo ske på et tidspunkt,” siger Gert Jonassen.

Det dugfriske bridgebord

Om få dage skifter Gert Jonassen mailadresse og afleverer nøglerne til banken, som endte med at være hans eneste arbejdsplads i hele hans voksne liv. Han er blevet prikket på skulderen mange gange, men det har aldrig været tillokkende at rykke væk.

”Når festen er sjov, når man har nogle gode kollegaer og er på en god arbejdsplads, så er det i hvert fald ikke den sidste del af noget ussel mammon, der skal rykke en. Det største privilegium, som jeg har haft, er, at jeg har arbejdet sammen med sindssygt mange gode mennesker. Og når du er omgivet af gode mennesker, er det ikke svært at være god,” siger Gert Jonassen.

Samtidig afleverer han banken et godt sted. Han har i mange år været udfordret på bankens balance, men med opkøbet af 73 pct. af aktierne i Vestjysk Bank er han rolig.

Samtidig er fremtidens hold på plads med et ”stærkt ungt hold” under Jan W. Andersen og med profiler i vicedirektørlaget såsom bl.a. de tidligere Nordea-folk Bjørn Bøje Jensen og Torben André Petersen, der har fået ansvar for kreditområdet.

”De kan punktsvejse under vand. Med det siger jeg, at de kan alt. Det eneste krav, jeg stiller til dem, er, at de skal kunne spille sammen som et hold,” siger Gert Jonassen. 

Personligt kommer han til at fortsætte i en håndfuld bestyrelser, bl.a. i Vestjysk Bank og Pensiondanmark, men han vil ikke fylde kalenderen med arbejde.

Han vil bruge mere tid med sine fem børnebørn og sine fire sammenbragte børn, og så vil han spille bridge. Masser af bridge.

”Jeg vil koncentrere mig meget om hygge, musik og koncerter. Men bridgen kommer til at fylde. Det er helt sikkert. Det har jeg virkelig savnet. Der er noget dugfriskt over at sætte sig til et bord og spille. Det elsker jeg,” siger han.

”Vi har været meget intense”

Hverdagen som pensionist bliver dog ikke, hvad Gert Jonassen havde forestillet sig, da han i sin tid traf en beslutning om at stoppe relativt tidligt.

Sammen med hustruen Jeanne havde han lagt planer om længere rejser til bl.a. Canada og Norge. De skulle også have været på flere ferier med børn og børnebørn.

”Vi har været meget intense i vores måde at være sammen på. Jeg har arbejdet rigtig meget, så når jeg har haft fri, har vi lagt meget vægt på at gøre ting sammen. Nu skal jeg til at finde mig selv i en ny situation. Jeg har nogle fantastiske mennesker omkring mig. På den måde skal jeg nok lande på benene igen.”

Turen til Canada er droppet, mens Gert Jonassen holder fast i en rejse sydpå med familien. Den planlagte tur til det faste sted i Norge bliver i stedet taget med en af Gert Jonassens fiskevenner.

”Jeanne og jeg har været i Norge 10-15 gange sammen. Vi elsker naturen, og hun nød også at fiske. Det kunne vi bruge meget tid på. At sidde i en båd og slappe af. Kravle op på et fjeld. Fiske i en sø,” siger Gert Jonassen, mens et smil bryder frem i mundvigen.

”Jeanne og jeg stod engang og fiskede i en fjeldsø. Det var sådan et meget lavt, fladt stykke, inden det dybe kom. Lige i kanten af det dybe stod fjeldørreden. Det krævede, at man kunne kaste ud over kanten, og så trække sin spinder op og få ørreden på,” siger Gert Jonassen.

”Hun blev pisseirriteret på mig , for hun kunne ikke kaste så langt ud. Så hun endte med at smide sko og bukser, og så vadede hun simpelthen bare ud og stod på kanten, hvor hun mere eller mindre bare skovlede dem ind.”

Han griner lidt. Holder en pause i sin sætning.