FinansWatch

Arbejderboss om mulig ny kronprinsesse: "Det kan jeg ikke sige. Hun er dygtig"

Arbejdernes Landsbank har udnævnt ny vicedirektør fra egne rækker for at ruste sig til en tilværelse som SIFI. Ordførende direktør Gert Jonassen har tidligere fremhævet hende som et ledelsestalent. I dag vil han hverken be- eller afkræfte, om der er tale om en mulig kommende topchef.

Foto: Arbejdernes Landsbank/PR

Arbejdernes Landsbank meddelte onsdag, at bankens nuværende risikochef Gry Bandholm fra årsskiftet får titel af vicedirektør og koncernrisikoansvarlig.

Dermed har banken genopfundet et led i fødekæden, der har været ubesat siden foråret i år, hvor de tre daværende vicedirektører blev hevet ind i bankens direktion. Og dermed har banken samtidig tilføjet et nyt navn til den ellers lille liste af potentielle interne arvtagere. 

"Det er sgu dejligt. Hun er super, super dygtig. Så det er et godt aktiv, vi har fået på plads her," lyder det om udnævnelsen fra Gert Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, der sammen med Jan Andersen tegner bankens top.

I foråret overtog Arbejdernes Landsbank aktiemajoriteten af Vestjysk Bank og blev i kølvandet herpå udpeget som systemisk vigtig bank (SIFI). Derfor er organisationen stille og roligt ved blive rustet til SIFI-tilværelsen, og her får Gry Bandholm en vigtig rolle, fortæller Gert Jonassen.

Hun bliver nemlig ansvarlig for risiko på tværs af hele koncernen, og kommer til gå henover vandene og vurdere risikoen på tværs af bankens forretninger: 

"Risikostyring er et af nøgleområderne for en bank. Den post sidder Gry godt og tungt på. Det er baggrunden for, at hun nu får større ansvar som koncernansvarlig for både Arbejdernes Landsbank, AL Finans, men i særdeleshed også Vestjysk Bank," siger Gert Jonassen.

Ny kronprinsesse?

Arbejdernes Landsbank har flere gange i løbet af de seneste to år justeret i toppen af banken.

I efteråret 2019 kunne Gert Jonassen meddele, at banken havde gødet jorden til et fremtidigt generationsskifte ved at udpege to kvinder og tre mænd som vicedirektører.

Godt og vel et år senere måtte topchefen dog indse, at både vicedirektør Lone Kjærgaard og vicedirektør Signe Kreiner havde søgt nye karriereveje.

I et interview med FinansWatch i efteråret 2020 fortalte Gert Jonassen, at han var ærgerlig over at se de kvindelige ledelsestalenter forsvinde. Men i samme ombæring påpegede han, at der var masser talent af begge køn i banken.

Her pegede han konkret på Gry Bandholm.

"Vi har eksempelvis Gry Bandholm, som er blevet udnævnt til underdirektør, og der popper gode emner op hele tiden," sagde Gert Jonassen dengang til FinansWatch.

Er det en kronprinsesse, der bliver kørt i stilling med udnævnelsen af Gry Brandholm?

"Det kan jeg ikke sige. Hun er dygtig. Men det er de alle sammen. Jeg vil ikke sige, at det er hverken det ene eller det andet. Det hun skal nu, det er, at hun skal fokusere på jobbet som vicedirektør med koncernrisikostyring som ansvarsområde. Hvad det kan udvikle sig til, er der ingen, der kan spå om," siger Gert Jonassen i dag.

"Det skal bestyrelsen tage stilling til, når Jan (Andersen, red.) og jeg på et tidspunkt skal skiftes ud," siger Gert Jonassen, der har været øverste direktør siden 2004 og ansat i banken i mere end 45 år.

Kan træde ind i direktionen

Gert Jonassen fremhæver imidlertid, at den store fordel ved at have vicedirektører er, at de hurtigt kan løftes ind i direktionen, hvis behovet opstår.

Om det kommer til at ske for Gry Bandholm er en bestyrelsesbeslutning, påpeger topchefen.

Men historikken fra forfremmelsen af de tre forhenværende vicedirektører fortæller, at overgangen er smertefri, siger han videre.

"Vicedirektørposten har den alt afgørende del, at man reelt kan træde ind i direktionen, hvis hele direktionen forsvinder. Som vicedirektør kan du blive direktionsmedlem over night."

Så alt er på plads i forhold til fit & proper-godkendelser osv.?

"Ja. Det er klart, at hun skal igennem alle de formelle godkendelser osv. Men det var det samme, vi gjorde, da vi udnævnte de andre til vicedirektører: I og med, de var fit & proper-godkendt til vicedirektørrollen, så blev det meget nemmere at fit & proper-godkende dem til direktionen," siger Gert Jonassen, der endnu engang slår fast, at der ikke er truffet nogen beslutninger om fremtidsplanerne for Gry Brandholm.

"Vi bygger stille og roligt organisationen op til at kunne bære den kompleksitet og størrelse, vi har. Der er risikostyring en nøgle i organisationen. Og der er hun på et absolut højt niveau," siger topchefen.

Bankdirektør mister talenter i planlægning af generationsskifte 

Bankchef satte et hold med mulige efterfølgere - et år efter er flere væk 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs