FinansWatch

ATP ændrer garanti-vilkår

ATP vil fremover fastsætte den enkelte kundes garantirente hvert 15. år i stedet for ved indbetalingstidspunktet.

ATP ændrer nu helt grundlæggende vilkårene for de pensioner, som alle danskere sparer op til.

Fremover vil det afkast - dvs den rente, som pensionerne tilskrives blive fastsat hvert 15. år, frem for ved indbetalingen.

Det oplyser ATP i en meddelelse.

Som det er nu forrentes indbetalingerne med den markedsrente, der er gældende på indbetalingstidspunktet. Men nu skal dette afkastløfte altså revideres hvert 15 år, i stedet for at holde til udbetalingstidspunktet.

Fakta: Sådan fungerer ATP's nye garantier 

Det giver en bedre afspejling af købekraft, lyder det fra ATP, ligesom det gør det nemmere for pensionsgiganten at afdække sine forpligtelser, fordi man ikke behøver at afdække dem mere end 15 år ud i fremtiden.

”Det er ATP’s opgave sammen med folkepensionen at levere danskernes grundpension. Til det formål har ATP altid haft pensionsgarantier, og det fortsætter vi med. Garantierne er løbende blevet tilpasset de økonomiske omstændigheder. Formålet med den ændring, vi foretager nu, er dels bedre sikring af pensionens købekraft, dels at tage højde for lavere likviditet i dele af de finansielle markeder,” skriver Carsten Stendevad, direktør i ATP i en meddelelse.

ATP giver selv et eksempel på hvordan det nye set up fungerer:

Et 20-årigt medlem foretager en indbetaling til ATP.

I stedet for at indbetalingen resten af livet forrentes med den markedsrente, der gælder på indbetalingstidspunktet, så bliver medlemmets garanterede forrentning nu tilpasset den gældende markedsrente hvert 15. år.

a) På indbetalingstidspunktet garanterer ATP på baggrund af markedsrenten en forrentning de efterfølgende 15 år og en heraf følgende garanteret livslang pension.

b) Når de 15 år er gået, og medlemmet er fyldt 35 år, fastsætter ATP på baggrund af markedsrenten en forrentning for de næste 15 år og en heraf følgende forhøjelse af den garanterede livslange pension.

c) Når de næste 15 år er gået, og medlemmet er fyldt 50 år, garanterer ATP på baggrund af markedsrenten igen en forrentning for de næste 15 år og en heraf følgende forhøjelse af den garanterede livslange pension.

d) Når medlemmet er fyldt 65 år fastsættes en garanteret forrentning og heraf følgende forhøjelse af pensionen en sidste gang for resten af livet på baggrund af markedsrenten.

e) Samme forløb med forhøjelser hvert 15. år gælder for personens indbetalinger i alle øvrige år, indtil der er mindre end 15 år til pensionsalderen.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs