FinansWatch

Danica afviser at nedskrive mia-gæld

Pensionsselskabet Danica har i fem af de sidste seks år ikke kunnet opkræve det fulde garantigebyr, fordi afkastet har været for lavt. Selskabet afviser dog at nedskrive på kundernes milliardstore regning.

I årene 2008 til 2013 er det kun et enkelt år lykkedes pensionsselskabet Danica, at skabe så stort et afkast, at man har kunnet opkræve de gebyrer, som kunderne skylder for deres garantier.

Alligevel afviser selskabet, at følge i sporene på f.eks. AP Pension, Skandia og Nordea Liv & Pension og nedskrive på den 1,2 mia. kr. store gæld.

"Vi tror på, at vi kan indtægtsføre det fulde beløb, ja. 1,2 mia. kr. kan måske lyde som et stort beløb, men det er ikke så stort endda, hvis man regner det ud i forhold til antallet af kunder, så der tror vi på, at vi kan indtægtsføre det inden for nogle få år," siger Jesper Kandrup, der er fungerende CFO i Danica.

Indføres i takt med afkast

Kunder med en ordning med et garanteret minimumsafkast betaler hvert år et gebyr for denne garanti. Gebyret kan dog kun opkræves af selskabet, hvis der er afkast nok til både at opfylde garantien og indkræve gebyret. Er det ikke tilfældet sættes det ubetalte gebyr ind på en såkaldt skyggekonto, som er en skyldnerkonto. Gebyret indtægtsføres så i takt med, at der skabes afkast nok til både at give den garanterede afkast, opkræve det årlige garantigebyr og opkræve ubetalte gebyrer fra tidligere år.

2013 er det første regnskabsår, hvor alle pensionsselskaber skal give en vurdering af, hvor meget af af skyldnerkontoen, man realistisk set regner med at kunne få igen. Det har blandt andet fået AP Pension til at nedskrive pensionskassen FSP's gæld med 554 mio. kr.

AP må nedskrive FSP-gæld for 554 mio. 

Skyldnerkontoen i Danica er i 2013 på 1,2 mia. kr. Regnet ud pr kunde er det med knap 4.000 kr. betydeligt mindre end i AP Pension og Skandia, men mere end i Nordea Liv, som har nedskrevet sin skyldnerkonto med 50 pct.

Ingen reserver

2010 er det eneste år siden 2008, hvor skylderkontoen i Danica gik i nul. Samtidig har de to kundegrupper, som har de største problemer med at betale garantigebyret, ikke flere kollektive reserver. Det betyder, at der både skal skabes afkast til at opfylde garantierne, opbygge reserverne, betale det årlige gebyr og betale de gamle gebyrregninger.

Ifølge 2013 regnskabet skal der skabes et afkast på mellem 3 og 5 pct. alene for at kunne opkræve det årlige garantigebyr. Skal skylderkontoen nedbringes, skal afkastet være endnu højere.

"For at Danica i 201 4 , ved et uændret renteniveau, kan indtægtsføre fuldt risikotillæg, vil det for nytegnings rentegruppen kræve et afkast på 3 pct., rentegruppen lav, 5 pct. , mellem 4 pct. og høj 3-4 pct.," skriver Dannica i regnskabet.

Alligevel insisterer selskabet på, at det godt kan lade sig gøre.

"Vi prøver at regne igennem i vores driftsplaner, hvordan man kan investere, og vi regner på hver enkelt gruppe. Og når vi ser på det, så er der ingen problemer med at få skyggekontoen hjem, og vi opdaterer driftsplanerne en gang om året," siger Jesper Kandrup til Finanswatch.

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs