Når en yngre mand i starten af februar flyver til Genéve, er der en vis sandsynlighed for, at han er på vej på skiferie. Rent teknisk vil mandens forsikringsselskab i dag kunne få oplyst, at han er fløjet til de schweiziske alper, og kan således oplyse ham om, at skiferier ikke er inkluderet i hans rejseforsikring.

Eksemplet blev nævnt på brancheorganisationen Forsikring & Pensions årsmøde torsdag, hvor dagens hovedemne var data og etik.

For er det overvågning eller god service fra forsikringsselskabets side? Er det "cool eller creepy", som Lars Bonde, driftsdirektør i Tryg, udtrykte det i en debat på scenen.

Oveni kommer hele spørgsmålet om, hvorvidt hele idéen med forsikringer går fløjten, hvis man segmenterer kunderne næsten ned på individ-niveau.

"Hvis vi ved for meget om kunderne, har vi disruptet os selv. Så er der ikke noget kollektivt element tilbage i forsikring," sagde Allan Polack, adm. direktør for PFA, fra scenen og henviste til, at man kan ende ud i en situation, hvor man skal betale for alle ekstra risici, man medbringer, frem for at man forsikrer hinanden.

Der var dog også røster, der tegnede et mere uproblematisk billede af brugen af data. Tre udenlandske insurtech-virksomheder præsenterede deres produkter, der kan opdage svindel og forebygge sygdomme og stress. Her var fokus klart rettet på, hvor meget man kan bruge data til, mens etik-delen blev skubbet i baggrunden.

Og mere data kan da også afhjælpe forsikringssvindel, give nogle kunder billigere forsikringspræmier og skræddersy forsikringer til kunderne, erkendte flere af de etablerede spillere. Nogle pegede også på, at de forsikringsselskaber, der ikke bruger data, kan risikere at få de 'dårlige kunder', fordi de forsikringsselskaber, der udnytter data, tager de 'gode kunder', fordi de med sygdomshistorik, oplysninger om levevaner og mange andre data kan give de gode tilbud til dem, der nok i sidste ende har mindre brug for forsikringen.

Årsmødet endte aldrig ud i en konklusion om, hvor meget man kan tillade sig at bruge data. FinansWatch tog derfor en snak med fire af mødets deltagere om, hvor deres grænse går for brugen af kundedata.

Lars Bonde, driftsdirektør i Tryg

Hvor langt er I villige til at gå i forhold til at bruge kundernes data?

"Vi starter jo ikke med at tegne en etisk linje, så det bliver lidt efterhånden, som der kommer data, at vi tager stilling til det."

"Når vi snakker skadeforsikring, så er det langt mindre følsomt, end når vi snakker livsforsikring. Derfor tænker jeg også, at man kan gå relativt langt med de data, man kan få, som handler om bygninger biler og løsøre og så videre. Så tænker jeg vel, at som udgangspunkt er det nok ret ufarligt, hvis kunden kan gennemskue, hvad det er."

Kunne I finde på at pådutte folk at give noget data til jer for at få en billigere forsikring?

"Vi har altid brugt noget data for at finde ud af, hvad risiko er for at regne pris ud. Hvis man kommer og siger; "jeg vil ingenting oplyse", så bliver det svært for os. Vi har lige lavet vores eget dataetiske sæt. Kunderne skal forstå, hvad de afleverer data om, og hvad vi bruger det til. Der skal være en valgmulighed. Hvis ikke man vil sætte en måler i sin bil, der registerer køredata, så har vi et andet produkt til kunden."

Kan det ikke blive så dyrt for kunder, der ikke vil give bestemte data, at de siger nej tak til en forsikring?

"Der er jo masser af forsikringsselskaber i Danmark, som vil forsikre biler. Hvis jeg gør sådan, at det slet ikke kan lade sig gøre, og kunderne vil noget andet, kan jeg ikke fastholde dem. Så det tror jeg, konkurrencen vil undgå."

Synes du, det burde være op til jer selskaber at vælge, hvad man bør og ikke bør, eller skal der lovgivning ind over?

"Der er allerede noget lovgivning. Vi har europæiske regler, som fortæller, hvad man må. Jeg har svært ved at se de mange etiske dilemmaer på skadeområdet, og det tror jeg, vi kommer til at finde ud af. Jeg tror i øvrigt også, det bliver et konkurrencebarometer med, hvor transparent man er om data, og hvor tydelig er det for kunden, hvad man bruger data til. Så nej, jeg tror ikke, det bliver nødvendigt med lovgivning på skadeområdet."

Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk,

Hvad er det værste, der kan ske ved, at forsikringsselskaber benytter kundernes data til forretning?

"Forsikringsselskaberne taler som om, de er båret af stor omsorg for mig, men de skal tjene penge, og det er det, der bærer dem. Så jeg kan jo ikke uden videre have tillid til alt den data, jeg giver, bare bliver brugt til at give mig selv gode råd om, hvordan jeg kan få et bedre helbred. Det værste er jo en situation, hvor dem, der har et godt helbred og en lav risiko, kan få en billigere forsikring, og dem, der har dårligt helbred, kan komme til at betale kassen. Det er det værst tænkelige."

"Man risikerer, at de forsikringsselskaber, der ikke bruger data, får alle de dårlige kunder, fordi de forsikringsselskaber, der misbruger data, tager alle de gode kunder. For det er dem, der kan finde ud af, hvem de skal give de gode tilbud."

Kan det påvirke konkurrencen på en god måde, hvis der er nogle kunder, der siger ”jeg vil ikke give de data til mit selskab”, og der så er nogle andre selskaber, der får de kunder?

"Jeg ville da ønske, at beskyttelse af min data bliver et konkurrenceparameter, og det vil jeg gerne arbejde for, at vi kan gøre folk opmærksomme på. Men det er jo ikke dér, vi er i dag. I dag giver vi samtykke til, jeg ved ikke hvor mange ting, og du kan jo overhovedet ikke gennemskue, hvad det indebærer som forbruger."

Mener I, at der skal lovgives om, hvilke data man må lave forretning på?

"Ja, det mener jeg faktisk. I dag ved vi ikke tilstrækkeligt til at kunne lave kvalificeret lovgivning her og nu, men på sigt, mener jeg helt klart, at når vi snakker internetforbundede ting og kunstig intelligens, bliver vi nødt til at lave nogle ordentlige spilleregler for, hvad der er okay og ikke okay."

Er det ikke fair, at et bedre helbred giver en billigere sundhedsforsikring, og bedre kørevaner giver en billigere bilforsikring?

"Det er dér, hvor diskussionen bliver svær. Jeg har det forholdsvis fredsommeligt med, hvis man sættter en boks ind i bilen, og et selskab siger: "Hvis vi kan holde øje med, du kører fornuftigt, så kan du få en lavere forsikringspræmie." Men der er bare en grænse for, hvor langt man kan gå ad den vej. På et tidspunkt bliver det også sådan, at hvis du siger nej, så kommer du til at betale kassen for at få en forsikring. Og så holder det jo op med at blive frivilligt informeret samtykkel, og så bliver det bare til præmisserne for at få en forsikring."

Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension

Hvor går Sampensions grænse for, hvor meget data du vil bruge?

"Nu afspejler debatten i dag (i går, red.) jo, at det er et rigtig kompliceret emne. For du ender i krydsfeltet mellem, at du gerne vil hjælpe dine kunder bedst muligt, men samtidig kan komme under mistanke for at misbruge de her data. I den forbindelse er det ret afgørende, at vi er et kundeejet selskab og ikke har en anden bundlinje end, at kunderne får den bedst mulige værditilvækst på deres depoter og de dækninger, de har brug for. Så når du spørger, om vi har en præcis grænse. Næ, det har vi ikke en præcis skriftlig formulering. Det, vi har, er vores implementering af persondataforordningen, som er ganske omfattende."

Kan I finde på at differentiere mere på baggrund af data i forhold til jeres forsikringsprodukter?

"Nej, det tror jeg faktisk ikke. For det ligger meget i vores grundlæggende DNA, at det er kollektive ordninger. Det er ikke sådan, at der i dag kun findes én stor risikogruppe. Idéen i en forsikringsvirksomhed er jo at fordele risikoen på større grupper. Jo længere man bevæger sig væk fra det forretningskoncept, des mindre idé bliver der i at lave forsikringer."

Søren Boe Mortensen, adm. direktør i Alm. Brand og formand for Forsikring & Pension

Hvor går din grænse for, hvor meget data du vil bruge?

"Jeg tror, at vi alle er på en mental bevægelse, hvor vi prøver at finde ud af, hvor langt man kan gå. Jeg synes, at eksemplet med skirejsen er et meget godt eksempel på, hvornår er det, vi synes, at vi kommer for tæt på vores kunder, og kunderne synes, at vi hænger oppe i skyen og kigger på dem hele tiden. Og så den anden del, hvor de mener, at vi godt kunne have sagt, at man ikke er dækket."

"Jeg tror, at vi kommer til at bevæge os, men forbrugerne kommer også til at sige; "kom nu, I har jo den her data. Kan I ikke give noget ekstra service." Det er meget et spørgsmål om kommunikation og ikke at bevæge sig for hurtigt. Det kan godt være, at teknologien kan. Men jeg tror, at vi skal bevæge os sammen med vores kunder og ikke kommer til at løbe for stærkt. Vi kan jo meget mere end det, der ville være accept for. Det skal man have respekt for og så lade være med at løbe stærkere, end at kunderne siger, at de gerne vil med."

Skal det være op til kunden, om data kan bruges?

"Det kommer an på, hvad det er for nogle data. For er det data, som kunden kommer og aflevere, eller er det data, vi kender? De data, vi kender, bruger vi jo i dag. Hvis det er noget, hvor kunden kommer og giver et tilsagn om noget data, så må vi have en aftale om, hvad det er, vi må bruge det til."

Hvem har ansvaret for, at det her ikke løber løbsk? Selskaberne eller lovgiverne?

"Det har det enkelte selskab i sidste ende. Det må vi hver især have en klar politik på. Men når vi tager debatten op her som F&P, så er det, fordi vi prøver at få skabt en debat – også en politisk debat og en branchedebat om, hvad det er for nogle rammer, vi skal sætte. Der skal vi forsøge at udfordre politikerne, så vi får sat nogle rammer, der peger fremad. Det nemmeste for en politiker er at sætte en ramme, der er for smal. Der vil det være rigtig kedeligt at se tyske forsikringsselskaber og andre være i stand til at lave en konkurrence over tid, hvor man har data, der er meget bedre end vores."

Forsikringsbranche skal diskutere brug af kundedata