Lavere resultat i vente hos Tryg trods toplinjevækst

Forsikringskoncernen Trygs regnskab for tredje kvartal ventes at vise ny fremgang i præmieindtægterne, selv om udviklingen i valutakurserne vil have taget toppen af væksten. Som følge af et højere skadesniveau ses dog en lavere resultat af forsikringsdriften, og investeringsresultatet ventes også på et lavere niveau end i samme periode sidste år.
Det viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates fra seks analytikere.
"Vi venter fortsat stærk toplinje-momentum understøttet af stigende kendskab til Tryghedsgruppens bonusudbetaling og en højere fastholdelsesgrad," skriver aktieanalytiker Simon Hagbart Madsen fra Jyske Bank i en kommentar.
Ifølge medianen af de indsamlede estimater er konsensus for Trygs bruttopræmieindtægter i tredje kvartal på 4671 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 2,1 pct.
God vækst i den danske privatforretning
Hos Sydbank venter aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen dog kun, at præmievæksten for kvartalet har nået 1,3 pct., og han peger på, at valutamodvind som følge af udviklingen for både den norske og svenske krone vil sætte sit præg på indtægterne i kvartalet.
"Vi forventer, at præmieudviklingen løftes af fin vækst i den danske privatforretning godt hjulpet på vej af bonusordningen, mens vi i privatforretningen i Norge forventer, at en stadig bedre væksttrend vil understøtte væksten," skriver Mikkel Emil Jensen i en optakt.
Trods fremgang på toplinjen ventes højere skadesbetalinger at føre til et fald i det forsikringstekniske resultat, som analytikerne skønner lander på 721 mio. kr. mod 789 mio. kr. i samme periode sidste år.
Hård tørke har givet brandskader
"Starten af kvartalet bød på hård tørke, hvilket øger risikoen for brand. Tryg undgik dog de værste brandskader i andet kvartal, hvilket vi også forventer er tilfældet i tredje kvartal," skriver Mikkel Emil Jensen.
Tryg oplyste forleden til Ritzau Finans, at selskabet i år har oplevet det højeste antal brande i landbruget nogensinde.
I alt har selskabet modtaget forsikringssager på 70 brande i traktorer, høstmaskiner, finsnittere og brande på markederne, hvilket er mange gange flere end de 14 brande, som har været gennemsnittet de foregående tre år.
"2018 har været et nyt rekordår for brande i landbruget. Vores tal viser en stigning på knap 400 pct. i forhold til, hvad vi ser på et gennemsnitsår. Det skyldes selvfølgelig den historisk tørre sommer, der har gjort alting meget let antændeligt," siger skadechef i Tryg Charlotte Dietzer til Ritzau Finans.
Lidt lavere investeringsresultat
Investeringsresultatet estimerer analytikerne til 74 mio. kr. for kvartalet, hvilket i givet fald vi være en tilbagegang fra 87 mio. kr. i samme periode sidste år.
Jyske Bank peger dog på muligheden for en skuffelse på den post som følge af fortsat udfordrende markedsbetingelser og estimerer selv et investeringsresultat på 51 mio. kr.
Alka vil fortsat ikke indgå i regnskabet, da myndighedernes godkendelse trækker ud efter bekymringer om transaktionens indvirkning på dynamikken i det danske forsikringsmarked.
"Vi er dog fortsat overbeviste om, at Trygs indledte dialog med myndighederne vil resultere i en godkendelse," noterer Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
Han vurderer, at Tryg vil udlodde et udbytte på 1,65 kr. per aktie for tredje kvartal, mens at opkøbet af Alka betyder, at der ikke vil blive udloddet noget ekstraordinært udbytte for 2018.
/ritzau/FINANS
Tryg har set rekordmange brande i landbruget
Alka-chef tager forsinket købsgodkendelse som en "oplevelse"
Trygs opkøb udsat: Myndigheder frygter markant hæmmet konkurrence