Pensionskasser på jagt efter topejendomme
Pensionskasserne er klar til at investere milliarder i nye ejendomme de kommende år. Men kun de bedste ejendomme er gode nok til pensionsselskaberne. Det skriver Børsen Ejendomme.
”Pensionsselskaberne oplever ikke krisen. Det er udviklerne, de kortsigtede spekulanter og dem, der har stor finansiering i deres ejendomsselskab, der har problemer,” siger ejendomschef Nikolaj Stampe fra PKA til magasinet.
Pensionsselskabernes fordel er, at de ikke har brug for at låne penge, når de skal på jagt på ejendomsmarkedet.
Attraktivt marked
I Pensiondanmark regner man med at investere 1-2 mia. i nye ejendomme hvert år de næste fem år, og gældskrisens opblusning i sensommeren har bekræftet strategien.
”I et investeringsmiljø, hvor der er udsigt til lave renter i en del år frem, og hvor aktiemarkederne er præget af meget høj volatilitet, samtidig med at vækstudsigterne er usikre, så er det attraktivt at flytte vores allokering til aktiver som ejendomme,” siger Torben Möger Pedersen, topchef i Pensiondanmark til Børsen Ejendomme.
Begrænset omsætning
Hos Pensiondanmark er ambitionen, at cirka 10 pct. af den samlede pensionsformue skal stå i ejendomme. For PKA er det tal 13 pct., men kun hvis det er de rigtige investeringer, ellers køber PKA ikke op, lyder det fra Nikolaj Stampe. Det samme er meldingen fra Torben Möger Pedersen.
”Der er meget begrænset omsætning i det segment, hvor vi opererer. Derfor er vores målsætning også fleksibel. Vi vil kun komme derop, hvis vi kan finde ejendomme, der opfylder vores kvalitetskrav. Vi har et pænt flow af muligheder, vi kigger på. Men vi er meget kritiske, og derfor er det kun de projekter, der lever op til vores høje krav, der slipper igennem,” siger Torben Möger Pedersen.
Relaterede artikler:
Amagerbanken tæt på milliardsalg
For abonnenter
Gældsplaget milliardmatador risikerer konkurs
For abonnenter
FIH presser ejendoms-selskaber
For abonnenter