FinansWatch

Pensionsselskaber skjuler uetiske selskaber

En række pensionsselskaber offentliggør ikke navnene på de selskaber, som de af etiske årsager ikke vil investere i.

Pensionsbranchen er en branche, der kæmper for åbenhed. Alligevel er det langt fra alle pensionskunder, der har adgang til at se de sorte lister over virksomheder, som pensionsselskaberne af etiske årsager ikke vil investere i.

FinansWatch har været i kontakt med otte danske pensionsselskaber. Heraf offentliggør tre pensionsselskaber, PKA, Topdanmark og AP Pension, ikke, hvilke selskaber de af etiske årsager holder deres investeringskroner fra.

Oplyser grundlag

Hos PKA følger man FNs principper, hvilket blandt andet betyder, at pensionsselskabet ikke investerer i virksomheder, der overtræder FNs konventioner om menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljøforhold og korruption. Den sorte liste er 83 selskaber lang, men ikke tilgængelig for pensionskunderne. Hos PKA peger man på, at man i stedet offentliggør sine etiske retningslinjer i forhold til sine investeringer.

”Vi har en eksklusionsliste, og for nuværende har vi besluttet, at vi opgiver på hvilket grundlag, vi ekskluderer selskaber. Det, synes vi, er tilstrækkeligt, og så vælger vi at drøfte de enkelte selskaber internt,” siger Peter Lykke Thomsen, der er sekretariatschef i PKA.

Men har jeres kunder ikke ret til at se, hvilke selskaber I ikke investerer i?

”Vi ønsker stadig, at vores samarbejdspartner, Hermes, der er i kontakt med selskaberne, skal kunne arbejde med dem, uden at vi i offentligheden har flaget, at vi ikke ønsker at investere i virksomheden, og vi ønsker fortsat, at der skal være mulighed for, at vi kan være i dialog med selskaberne,” siger han.

Intet krav

Heller ikke hos Topdanmark er de sorte virksomheder lagt frem, så pensionskunderne kan se dem. Det skyldes blandt andet, at man ikke har oplevet en efterspørgsel fra kunderne, lyder det fra kommunikationsdirektør Steffen Heegaard.

”Det er jo ikke noget krav, og vi har ikke fået nogle henvendelser fra kunder, der var interesseret i det,” siger han til FinansWatch.

Topdanmark etablerede i 2010 et samarbejde med screeningsburauet Ethix, lige som pensionsselskabet har tilsluttet sig principperne i UN Global Compact.

Rapporter

”Vi har et screeningsbureau, som laver en rapport til os to gange om året, som bl.a. indeholder det, du kan kalde en sort liste, altså virksomheder, som ikke overholder internationale konventioner, og dem investerer vi ikke i,” siger kommunikationsdirektøren.

Heller ikke AP Pension offentliggør blacklistede selskaber, og ifølge pensionsselskabet er en sådan liste aldrig blevet efterspurgt.

Listerne over blacklistede selskaber er til gengæld kun få klik væk hos pensionsselskaberne Danica, Pensiondanmark, Nordea Liv og Pension, PFA og Pensam.

Åbenhed

Hos Danica er årsagen til offentliggørelsen åbenhed.

”Vi har åbenhed om alt fra afkast og omkostninger til hvordan, vi investerer, og det er den linje, vi ønsker at holde fast i,” siger seniorøkonom i Danica Jens Christian Nielsen, der kalder listen et godt redskab.

”Det er klart, at vores kunder er meget forskellige. Der er nogle, der følger meget med i det og nogle, der ikke gør, men det er et god redskab til at få dialog med kunden,” siger han.

På listen, der opdateres to gange årligt, er der i øjeblikket 30 selskaber.

Pensionsselskaber holder på Murdoch-aktier

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere