F&P: Lovgivning hjælper ikke på pensionsklatter

Det nytter ikke at lovgive om danskernes små, inaktive pensionskonti, lyder det fra Forsikring og Pension.

Der skal ryddes op i danskernes inaktive pensionskonti, men oprydningen skal ske mellem kunde og pensionsselskab og ikke ved hjælp af lovgivning, lyder det fra vicedirektør i Forsikring og Pension, Carsten Andersen.

”Vi er langt hen ad vejen enige med politikerne i, at der er en problemstilling her. Vores problem er, at vi har svært ved at få råbt de pågældende kunder op,” siger Carsten Andersen.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil se på problemets omfang, efter Socialdemokraterne har foreslået, at lade klatpensionerne komme ind under ATP, hvilket flere pensionsselskaber stiller sig kritiske over for.

Ikke lovgivning

”Det, der er problemet med Socialdemokraternes forslag, er, at man forestiller sig en løsning baseret på lovgivning, og det duer ikke, for man kan ikke sige, at det altid er en dum idé at have en lille pensionskonto, så derfor bliver man nødt til at få kunderne til at tage stilling,” siger Carsten Andersen og tilføjer:

”Det, der er brug for, er, at kunderne retter henvendelse til deres pensionsselskab og tager stilling til, om der er en idé til at flytte eller ej”.

Hvordan vil I sikre, at kunderne rent faktisk henvender sig til pensionsselskaberne?

Informationskampagner

”Det vil vi gøre med informationskampagner. Der er allerede fri flytteret, for mange af de her ordninger er arbejdsmarkedspensionsordninger, men der er nogle steder, hvor man tager gebyrer, og dem vil vi fjerne fra 2012, så vi gør det så nemt som muligt for kunderne. Der kan også være selskaber, der laver ordninger om, at man kan flytte med passiv accept,” siger han

Pension er et emne, som mange har svært ved at forstå og få interesserer sig for, hvorfor tror du, at det her er noget, som kunderne og selskaberne selv kan klare?

”Jeg siger bare, at det kan ikke nytte noget, hvis man tvangsmæssigt fjerner penge, hvis det rent faktisk er sådan, at kunden regner med at have de penge stående. Jeg siger ikke, vi løser problemet, men det er noget, der kræver kundernes medvirken, det er nu engang deres penge,” siger Carsten Andersen.

Pensionsselskaber i samlet front mod ATP

S: Pensionsmilliarder er herreløse

ATP klar til at samle danskernes klatpensioner

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også