FinansWatch

Krav om mindre pension

Jurister og økonomer vil have deres pensionsindbetaling sat ned, hvis S og SF vinder folketingsvalget og indfører et nyt pensionsloft.

Op imod 25.000 økonomer, jurister og andre højtuddannede ansatte i staten, regionerne og kommunerne vil kræve at få genforhandlet deres pensionsindbetaling for at indbetale mindre, hvis S og SF kommer til magten.

Når fagforeningen dermed går stik imod årtiers stigning i den procentvise indbetaling til pension, skyldes det rød bloks forslag om også at lade skatteloftet for indbetalinger på pensioner omfatte livrenter. Det vil ifølge Dansk Jurist- og Økonomforbund, DJØF, betyde, at mange offentligt ansatte i forbundet vil ramme det bebudede pensionsloft og dermed ikke vil kunne få skattefradrag for indbetalinger på over 100.000 kr. Ifølge formanden for de overenskomstansatte i DJØF, Lars Qvistgaard, vil det i realiteten betyde en forhøjelse af skatten for medlemmerne.

Genforhandlng

Offentligt ansatte medlemmer får typisk indbetalt et pensionsbidrag på 17-19 pct. af deres løn. Derfor rammes alle med lønninger over 550.000 kr. årligt af det skatteloft på 100.000 kr., som S og SF vil indføre.

Ifølge Lars Qvistgaard har DJØF i en nyligt indgået overenskomst med staten betinget sig muligheden for genforhandling af pensionerne, hvis reglerne ændres.

»Vi har haft en anelse om, at ændringerne kunne komme, og derfor betingede vi os en mulighed for, at vi kunne gendrøfte pensionerne og få dem sænket for i stedet at få mere udbetalt i løn,« siger Lars Qvistgaard, der mener, at S og SF med forslaget underminerer arbejdsmarkedspensionerne og tvinger lønmodtagere over i mere risikable investeringer.

Efter valg

Hos DJØF'ernes arbejdsgivere bekræfter chefkonsulent i Personalestyrelsen Gorm Neigaard, at de mange tusinde ansatte har sikret sig en mulighed for at få genforhandlet pensionen.

»Men det er ikke det samme som at sige, at vi vil nedsætte bidragene,« siger han.

Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, siger, at en ny S-SF-regering som statslig arbejdsgiver først vil udtale sig om DJØF-kravet efter et valg.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs