FinansWatch

Tysk virksomhed tilbyder bådforsikringer uden dansk afgift

I otte år har en tysk virksomhed sammen med et stort tysk forsikringsselskab hjulpet afgiftsplagede danske lystbådsejere med at slippe for dyr, dansk forsikringsafgift.

Screenshot
Foto: Screenshot

FLENSBORG - Siden 2009 har det tyske firma Club Maritim 09 og det tyske forsikringsselskab Württembergische Versicherung tilbudt kaskoforsikringer til danske bådejere, som dermed slipper for at betale dansk forsikringsafgift. Derved sparer bådejerne, hvad der svarer til 1,34 pct. af forsikringssummen hvert år, skriver Flensborg Avis.

Skatterådet udtalte ellers i 2013, at forsikringer på både, der er forsikret til sejlads i Danmark, og som overvejende er danskejet, er omfattet af den danske forsikringsafgift. Men netop i grænselandet er det ofte svært at gennemskue, hvad der er dansk, og hvad der er tysk, og det gælder ikke mindst reglerne om skatter og afgifter.

Virksomheden Club Maritim 09 har siden 2009 tilbudt medlemskaber til danske bådejere, således at virksomheden køber tre pct. af båden, mens den danske bådejer beholder de resterende 97 pct. og i øvrigt har fuld råderet over lystbåden. Samtidig får medlemmet blandt andet tilbudt en kaskoforsikring, som Club Maritim 09s danske direktør, Gerhard Kristensen, mener er mellem 30 og 50 pct. billigere end danske kaskoforsikringer. Forsikringen tegnes af det tyske forsikringsselskab Württembergische Versicherung.

Det tilbud er ikke gået ubemærket hen blandt danske lystbådejere, for i Danmark skal bådejere betale en forsikringsafgift, som svarer til 1,34 pct. af den værdi, som kaskoforsikringen dækker. Det kan løbe op i flere tusinde kroner årligt, hvis båden er dyr. En lystbåd til eksempelvis 500.000 kr. vil udløse en årlig forsikringsafgift på ca. 6700 kr., skriver Flensborg Avis.

Men bådejerne kan slippe for afgiften, hvis de tager imod Club Maritim 09s medlemskab og får tegnet en forsikring hos Württembergische Versicherung. Det fik bådejere øjnene op for i 2012, da forsikringsafgiften blev hævet fra 1 til 1,34 pct.

"Det passer mig fint, at staten forhøjer afgiften på de danske bådes kaskoforsikringer, så får jeg nye kunder," sagde Gerhard Kristensen i december 2012 til Fyns Amts Avis.

Samme entusiasme var ikke at finde hos bådejernes brancheforeninger, Danske Tursejlere og Dansk Sejlunion. De spurgte i 2013 Skatterådet, om forsikringer på både, som er forsikret til sejlads i Danmark, og som for hovedparten ejes af en dansk statsborger, er fritaget fra forsikringsafgiften. Skatterådets svar: Nej.

"SKAT anser lystfartøjet for at være hjemmehørende i Danmark i afgiftslovens forstand, idet det overvejende vil være dansk ejet, og idet det skal være forsikret til sejlads i dansk område. Kaskoforsikringen for fartøjet vil derfor være omfattet af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1 om afgiftspligtige forsikringer," skrev Skatterådet dengang.

Skatterådet gør også opmærksom på, at "afgiftskravet påhviler forsikringsselskabet, der tegner forsikringen".

Württembergische Versicherung oplyser i en mail til Flensborg Avis, at virksomheden ikke betragter bådene som afgiftspligtige i Danmark, men derimod i Tyskland, da Club Maritim 09s både er registreret der.

(denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Flensborg Avis)

 

Tysk armaturkæmpe vil sætte prop i danske forsikringsselskabers udgifter til vandskader

Tyske forsikringsselskaber slipper billigere i vejrskader i år

 

Forsiden lige nu

Danske Bank hyrer og Nordea fyrer

Der er stor forskel på udviklingen i antallet af medarbejdere i Danske Bank og Nordea. Mens der er blevet næsten 1.000 flere ansatte i Danske Bank over det seneste år, så er der 2.600 færre, der kan kalde sig Nordea-medarbejdere. (Opdateret)

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere