Pensionsselskaber uforstående over for politisk indgreb
Et politisk flertal vil tvinge pensionsbranchen til mere åbenhed. Dermed har politikerne mistet tålmodigheden med branchen, der i mere end tre år har arbejdet på et åbenhedsinitiativ. Ærgerligt og overflødigt, lyder det fra Pensiondanmark, AP Pension og Danica, der understreger, at branchen næsten er i mål.
”Politikerne siger, at nu er det slut, nu vil de have resultater, men det har de jo fået. Der er en aftale om, hvornår tingene skal være færdige, og mange af selskaberne er forbi det punkt,” siger adm. direktør i AP Pension, Søren Dal Thomsen. Han forstår ikke, hvorfor politikerne handler "fem minutter i 12".
”Jeg aner ikke, hvorfor politikerne har behov for at lave lovgivning nu, for aftalen er, at vi skal være klar 1. juli, og det er ikke vores indtryk, at der ikke bliver leveret som aftalt,” siger han.
Overflødigt forslag
Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pensiondanmark, kalder forslaget overflødigt.
”Jeg havde nok haft større forståelse for forslaget, hvis det var for et år siden. Nu er det lidt overflødigt, for branchen er stort set på plads,” siger han. Samtidig erkender han dog, at branchen har været for sløv.
”Jeg har stor forståelse for, at politikerne synes, det er gået for langsomt. Jeg er sådan set enig i, at vi burde have været på plads med de ting her på et tidligere tidspunkt,” siger han.
Men hvorfor er det så ikke sket?
”Det kunne godt have været muligt uden politisk indblanding, og det er jo også vores brancheforenings synspunkt, at man er nået meget langt. Det er så ikke politikernes opfattelse, og det må vi så bare konstatere,” siger han.
Ingen efterspørgsel
Også Søren Dal Thomsen erkender, at det er gået for langsomt.
Er der ikke et eller andet sted i systemet, hvor der er noget fra jeres side, der er gået galt, når nu politikerne føler, at de bliver nødt til at lave lovgivning?
”Jo, de her ting, skulle vi have gjort for fem år siden,” siger han.
Hvorfor gjorde I så ikke det?
”Fordi kunderne efterspørger ikke det her,” siger Søren Dal Thomsen.
For langsomt
Hos Danica ærgrer man sig også over, at man ikke har formået at få politikerne til at lytte.
”Jeg forstår godt, at politikkerne er ved at være utålmodige. Men det er ærgerligt, at branchen ikke har evnet at overbevise politikerne om, at man er på rette vej,” siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Danica Pension.
Flertallet for forslaget er fundet uden om regeringen og kommer på trods af, at man i branchen selv har arbejdet på et initiativ, som man ifølge Forsikring og Pensions adm. direktør, Per Bremer Rasmussen, er 96 pct. færdige med at føre ud i livet. Kun tre mindre selskaber er endnu ikke i mål i forhold til branchens retningslinjer.
Jens Christian Nielsen vil ikke svare på, hvorfor det har været så svært for branchen at få kommunikeret, hvor langt man var i processen. Han henviser til Per Bremer Rasmussen, der kalder politikernes lovforslag absurd og overflødigt.
Uvidende politikere
”Jeg forstår det simpelthen ikke. Netop fordi de kender vores planer, forstår jeg ikke, hvorfor de har behov for det her. Jeg er uforstående over for, at de vil lovgive, når vi er 96 pct. hjemme,” siger han.
”Jeg ved ikke, hvordan politikernes initiativ skal forstås. Men det er åbenlyst, at nogle af dem ikke ved, hvad det er, vi har leveret, og det er bekymrende”.
Men hvad har I gjort forkert i processen?
”Det kan jeg altså ikke svare på, for jeg forstår ikke, at man fremsætter det her forslag, når vi er, hvor vi er. Vi har konstant været åbne om, hvor lang tid det her ville tage,” siger han og understreger samtidig, at det er en enorm tidskrævende proces.
Kritik af F&P
Politikernes beslutning kommer efter, at Forsikring og Pension er blevet kritiseret for ikke at være nok fremme i skoen. En kritik, som Per Bremer Rasmussen har været lydhør over for, men samtidig afviser han, at det skulle være tilfældet i den her sag.
”Vi har gjort det her så hurtigt som overhovedet muligt, så det ville ret urimeligt, hvis der var kritik af os i den her sammenhæng,” siger han.
Politikerne betegner arbejdet fra Forsikring og Pension som et godt skridt fremad, men konstaterer samtidig, at det ikke vil bringe sagen i mål, bl.a. fordi det er frivilligt, om man vil følge retningslinjerne, Ifølge Per Bremer Rasmussen er det ikke et praktisk problem, da alle har tilkendegivet, at man vil følge retningslinjerne.
Relaterede artikler:
Pensioner flyttes som aldrig før
For abonnenter