AP Pension: Tag på ferie for din efterløn

Mens PFA og Danica gør klar til at overbevise danskerne om, at de skal gemme deres efterlønspenge til pensionen, opfordrer Søren Dal Thomsen fra AP Pension danskerne til at forkæle sig selv, hvis milliarderne gives fri.
Foto: LARS KRABBE
Foto: LARS KRABBE

Direktør for AP Pension, Søren Dal Thomsen, mener ikke, at de milliarder, som en efterlønsreform frigiver, skal sættes direkte ind på en pensionsopsparing hos ham eller konkurrenterne. Han opfordrer derimod danskerne til at bruge pengene.

”Logisk set er der ingen grund til at bruge efterlønsopsparingen på pension, medmindre man er bagud med sin opsparing. Brug i stedet pengene på at gøre dagligdagen lettere og ferierne længere. Få hjælp til at rydde sne, klippe hæk og male hus og tag på en god ferie,” siger han til FinansWatch.

Til kamp for milliarder

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig lagde op til at afskaffe efterlønnen, var det samtidig et oplæg til at frigive et stort milliardbeløb, som danskere under 45 år har sparet op til en tidlig retræte fra arbejdsmarkedet.

Både PFA og Danica slog i den forbindelse fast over for FinansWatch, at man, hvis efterlønsreformen bliver en realitet, vil forsøge at overbevise danskerne om, at de skal sætte deres penge ind på en pensionsopsparing. Den holdning deler Søren Dal Thomsen, adm. direktør for A.P. Pension, ikke.

”Idéen var jo, at man sparede op, så man havde noget at leve af i 2-3 år, hvor man ikke længere havde jobindtægt, og hvor pensionen endnu ikke var kommet til udbetaling. Det billede ændres nu til, at man arbejder, til man går på pension. Det betyder, at man har indtægt at leve af, indtil man fylder 65, og at man fortsætter med at indbetale til sin pension de sidste 2-3 år,” siger Søren Dal Thomsen. Han vil derfor ikke gå aktivt efter efterlønsmilliarderne.

Vil ikke spare op

”Selvfølgelig skal vores kunder være velkomne til at indbetale dem, og hvis de ikke har sparet nok op i forvejen, er det også særdeles fornuftigt at gøre det. Men vi vil ikke lave en kampagne for at få dem til at gøre det,” siger Søren Dal Thomsen.

Han tror i øvrigt heller ikke, at danskerne er specielt interesserede i at spare pengene op.

”Det er nok de færreste, der vil bruge opsparingen til efterløn til pension. De fleste vil bruge pengene på noget helt andet. Og det er også helt fint, for de penge, man har sparet op til efterløn, har man så at sige til overs,” siger han og peger på erfaringerne fra udlodning af SP-opsparingen i 2010.

Pensionsselskaber jagter efterlønsmilliarder

Topchefer roser Løkkes nytårstale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også